Thilde Frandsen på 3-årig kontrakt med Viborg HK

Hun besidder et stort talent, en jernvilje og masser af flid, og det er tre vigtige byggesten, når man arbejder med en håndboldspiller, siger direktør i Viborg HK Jens Steffensen om Thilde Frandsen, der netop har underskrevet en 3-årig kontrakt med klubben.

´Thilde Frandsen er en af vores egne - forstået på den måde, at hun igennem talentudvikling og et godt samarbejde mellem VHK-foreningen, Viborg Håndboldklub ApS, Viborg Katedralskole er gået fra at være en dygtig ungdomsspiller til en fremragende professionel seniorspiller

Hun fik for alvor sit gennembrud i sidste sæson, men spilletiden har i denne sæson qua Emilie Hovden været mindre. Til trods for det har hun virkelig leveret varen og altid ydet en stor indsats til alle træninger, og den kamptid hun har fået, har hun brugt effektivt. Hun har vist skarphed i sit spil, og derfor er hun også noteret for flere flotte afslutninger og en habil indsats defensivt. Hun har så også lige markeret sig og erobret pladsen på højre fløj på Rundens Hold.

Hun er en spiller, som vi har store forventninger til, og derfor er det også glædeligt, at hun har skrevet under på en længere kontrakt, så der er plads til de mere langsigtede mål i udviklingsarbejdet´

Hovedpersonen selv ser også frem til de kommende sæsoner i grønt og fortæller:

´Jeg er virkelig glad for at være i Viborg HK. Jeg synes, at vi har et rigtig godt miljø med et professionelt set up. Vi træner hårdt og målrettet, og det trives jeg godt med. Jeg har været i Viborg i mange år. Jeg startede som ungdomsspiller og har fået lov til at udvikle mig, og det vil jeg gerne blive ved med, og jeg tror så meget på fremtiden her.

Desuden glæder jeg mig til, at jeg fra næste sæson får en større rolle. Alle håndboldspiller vil jo være på banen, og jeg ser virkelig frem til, at jeg kan få lov til at tage mere ansvar´.

Foto Johnny Pedersen