Medens Kvindehåndboldligaens på nuværende fire bedste hold har kappet kontakten til de efterfølgende ti hold, pågår der en barsk og hård kamp mellem de otte hold i midterfeltet, om at være med i top otte, og dermed slutspillet sæson 2023/2024 når grundspillet den 20. marts er afrundet.
For at give Viborg HK teamet den bedste opbakning, var en stor gruppe VHK fans og supportere på plads i JYSK Arena A i Silkeborg, da onsdagens kamp om to point mod Silkeborg-Voel KFUM skulle afgøres. Den fælles indsats gav pote. Viborg HK vandt med 29 – 23.
Det var er resultat, der glædede cheftræner Ole Bitsch. – En virkelig flot sejr, hvor vi spillede en rigtig god anden halvleg med en god defensiv og en storspillende Mathilde Juncker på mål, lyder der fra en tilfreds træner, der uddyber. – Men generelt er der roser til hele holdet for en rigtig flot præstation. Nu er vi klar til at tage imod Bjerringbro på lørdag, hvor der venter et brag af en kamp.
Som Ole Bitsch fortæller, er det på årets skuddag, lørdag den 24. februar, VHK og Viborg Kommunes anden Kvindeligahåndboldklub, de gode kollegaer fra Bjerringbro Forenede Håndboldklubber, mødes i et dramatisk opgør i BIOCIRC Arena. Ud over den venskabelige moppeværdi ved en sejr, kan to point for VHK være lig med en næsten sikker plads i slutspillet, medens det for Bjerringbro FK betyder, at holdet er sikret en plads i ligakvalifikationsspillet.
Det intense opgør bliver markeret med masser af aktiviteter i BIOCIRC Arena. Der bliver blandt andet et holdindløb ud over det sædvanlige. Herudover åbner hal 2 fra kl. 1400 med et stort fanområde, hvor der vil være masser af aktiviteter og live musik.
Silkeborg-Voel KFUM – Viborg HK: 23 – 29
VHK målscore: Sara Hald 8, Thilde Frandsen 5, Marielle Martinsen 4, Maria Fisker 4, Christina Pedersen 4, Katarzyna Portasinska 1, Charité Mumbongo 1, Laura Thestrup 1, Julie Holm 1