Stort nederlag i Esbjerg

Her til aften løb Viborg HK på banen i Blue Water Dokken, hvor vi kæmpede om 2 point i kvindeligaen. Modstanderne, Team Esbjerg, er et af Europas bedste hold, og dermed vidste vi godt på forhånd, at kampen ville blive meget svær.

Viborg HK kommer godt fra start med en 1-måls føring efter 6 minutter og med stillingen 4 – 4 efter 7 min. Efter knap 9 minutter skaber Esbjerg det første lille hul med en 2-måls føring, og herefter skaber de et større og større afstand til os.

Efter 19 minutter slår Jakob Vestergaard over i 7 mod 6, og det lykkes at sætte tre mål ind i træk – indtil Jesper Jensen tager time out.

Vi ender med at sætte 15 mål ind i første halvleg, hvilket absolut er godkendt. Men desværre bliver der lukket for mange ind i vores mål, og vi er bagud med 6 ved pausen (21 – 15).

Anden halvleg skydes i gang med to straffe til Esbjerg, som begge resulterede i mål, mens Viborg chancerne brændes, og Jakob Vestergaard tager time out allerede 4 minutter inde i anden halvleg. Han holder fast i 7 mod 6, og i andet angreb efter time out sætter Rivas Toft endelig anden halvlegs første mål ind, og efterfølgende sætter hun to mål mere ind, så der 7 minutter inde i anden halvleg står 26 - 18.

Esbjerg ER for stor en mundfuld, og selvom vi momentvis har flere gode situationer, er vi overmatchet og ender med et nederlag på 42 - 28.

I målet stod 2 ungdomsspillere, da Mathilde Juncker blev skadet inden kampen.

På lørdag er der igen kamp på programmet, når Viborg HK tager imod Sønderjyske i VIBOCOLD Arena kl. 14.00.