Stort bidrag og tæt samarbejde sikrer 35 børn en plads på Viborg HK Sommerlejr

Om få dage møder 35 forventningsfulde børn i alderen 10-11 år op i BIOCIRC Arena for at deltage i Viborg HK Sommerlejr – et helt nyt initiativ, som Viborg HK i samarbejde med Viborg Kommune og Sparekassen Danmark, har søsat.

Tanken bag lejren er, at vi som håndboldklub tager et socialt ansvar og rækker ud til nogle af de børn i kommunen, som måske ikke har så meget på programmet hen over sommerferien, fortæller salgschef Malene Yding:

´Viborg Håndboldklub har et tæt samarbejde med Viborg Kommune, og ved at lave sådan en lejr, stepper vi ind i det sociale ansvar som jo ellers primært varetages af kommunen. Desuden lever vi jo af, at vi har byens opbakning, og på denne måde kan vi give lidt tilbage, og bidrage med noget, der rækker ud over os selv´.

De 35 børn er nøje udvalgt via lærer, socialrådgivere samt familiebehandlere, og i spidsen står fritidsvejleder ved Viborg Kommune Chandra Larsen, som fortæller hvilken forskel en lejr som denne kan give børnene:

´Nogle børn og familier har brug for lidt ekstra hjælp til at blive en del af et fritidsfællesskab, og vi laver denne sommerlejr for en målgruppe, som ikke har så meget at se frem til i sommerferien. Familierne vil rigtig gerne give deres børn nogle gode oplevelser, og det vil vi gerne støtte.

Nogle sjove dage på sommerlejren kan give dem sjove og gode oplevelser, som man kan dele med sine klassekammerater, når man kommer i skole igen efter sommerferien – og det er virkelig noget, det har stor betydning for både børnene og familierne.

Desuden har vi fokus på, at det skal være sjovt at bevæge sig og være en del af et fritidsfællesskab, og derfor kan man efter vores sommerlejr få støtte af fritidsvejlederne til at komme i gang med en fritidsaktivitet.

Vi laver en forældreafslutning, hvor børnene viser nogle af de ting de har lavet, og hvor vi også opfordrer børnenes forældre til at være aktive, og vores erfaring viser, at vi efter et initiativ som dette får rigtig mange børn og familier tilknyttet en lokal klub, og uanset om det er basket, håndbold, fodbold eller noget helt fjerde giver gode fritidsinteresser en masse positive afsmittende effekter på deres trivsel´.

Sommerlejren realiseres med støtte fra Sparekassen Danmark – både den lokale afdeling på Hjultorvet i Viborg og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland.

”Da Malene Yding rakte ud til os med idéen om en sommerlejr for børn, der ikke allerede har en tilknytning til foreningslivet, var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville bakke op om projektet,”

fortæller afdelingsdirektør i Viborgs privatkundeafdeling, Torben Bloch-Nielsen.

Han fortsætter:

”Det gør vi, fordi Sparekassen Danmark tager et samfundsansvar og bidrager til de lokalsamfund, vi er en del af, og vi ser en kæmpe værdi i at få flere børnefamilier ud i det lokale foreningsliv.”

”Vi glæder os til at få besøg af børnene i et par timer mandag eftermiddag, hvor vi står klar med sjove lege og aktiviteter og noget koldt til ganen i det forhåbentligt gode danske sommervejr,”

slutter Torben Bloch-Nielsen.

”Et af vores hovedformål i Sparekassen Danmark Fonden Himmerland er at bidrage til projekter, der skaber værdifulde fællesskaber i vores lokalområder. Derfor er vi stolte af at støtte Viborg HK’s sommerlejr, der netop skaber et sjovt og sundt fællesskab for børn, der har brug for det, ”

fortæller Michael Jørgensen, der er formand for fonden.

Udover den primære finansiering, der kommer fra Sparekassen Danmark og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, er der flere andre af klubbens samarbejdspartnere, der har bidraget til at denne lejr bliver en realitet, fortæller Malene Yding:

´Lejren strækker sig over 3 dage, og alle måltider er sponseret af Bilka i Viborg, kagen er fra Vores Bager og når der skal nydes en sodavand, er det selvfølgelig en Sport Cola fra Hancock,

Børnene skal bl.a. på Dare Teambuilding- & Eventcenter og til saunagus i Vestbadet, og så skal der selvfølgelig spilles en masse forskelligt i hallen, hvor også børnene skal overnatte.

Jesper Aagaard fra Earvox har lovet at følge os på et par af aktiviteterne, så vi også får en god video af lejren, og det betyder også meget for at kunne vise, hvad sådan et initiativ kan’.