VHK byder velkommen til Ferie- & Golfresort Hjarbæk Fjord

Det er med stor glæde, at vi kan byde endnu en stærk lokal aktør velkommen i vores partnerkreds.

Ferie- & Golfresort Hjarbæk Fjord er en sand perle tæt på Viborg – og ikke mindst hjemsted for Restaurant med udsigt, som er for alle, uanset om man kender til golf eller ej. Restauranten er et oplagt valg for gæster, der blot ønsker en virkelig god madoplevelse i helt unikke omgivelser.

Her oplever du Midtjyllands smukkeste solnedgang med udsigt over golfbanen, skoven og Hjarbæk Fjord, hvor natur og stemning går op i en højere enhed. I Restaurant med udsigt skabes madoplevelser fra bunden med gode råvarer – i en atmosfære, der indbyder til nærvær og ro.

De stilrene rammer og den enestående beliggenhed gør restauranten til noget helt særligt. Med plads til op mod 150 gæster er stedet et populært valg til værdifulde sammenkomster som konfirmationer, runde fødselsdage, sølv- og guldbryllupper, bryllupper samt virksomhedsarrangementer. Samtidig kan der tilbydes overnatning i resortets 25 ferielejligheder, hvilket gør Ferie- & Golfresort Hjarbæk Fjord til et komplet og attraktivt samlingspunkt.

Allerede onsdag den 28. januar, når Viborg HK møder Ringkjøbing Håndbold, vil vores VIP-gæster få glæde af samarbejdet. Her er Ferie- & Golfresort Hjarbæk Fjord Match Partner, og til VIP-arrangementet inden kampstart vil ´Restaurant med udsigt´ stå for bespisningen.

“Ferie- & Golfresort Hjarbæk Fjord passer rigtig godt ind i vores partnerkreds. Det er et sted med høj kvalitet, stærk lokal forankring og nogle helt unikke rammer, som vi glæder os til at sætte fokus på – både over for vores VIP-gæster og forhåbentlig mange flere i området,”
siger Malene Yding, Viborg HK

På billedet ses Henrik Nielsen fra Ferie- & Golfresort Hjarbæk Fjord og Marielle Martinsen