Kvindeligaen sæson 2022/23 er skudt i gang, og det samme er et nyt hovedsponsorsamarbejde mellem Viborg Håndboldklub og Sparekassen Danmark.
Det er første gang, at Sparekassen Danmark indgår aftale med Viborg Håndboldklub.
´Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at Sparekassen Danmark er blevet langt mere synlig i hele den danske sportsverden. De støtter massivt op om både forenings- og elitesport, og jeg er stolt over, at det i Viborg netop også her i håndboldligaklubben, at de ser værdi i at indgå et stort partnerskab´, siger kommerciel chef fra Viborg Håndboldklub Caroline Lyhne
Lars Nørby Rasmussen, regionsdirektør i Sparekassen Danmark, forklarer:
´Viborg-området er et potentielt udviklingsområde for Sparekassen Danmark, og derfor er det naturligt, at vi vil bakke op om Viborg HK, der er et lokalt flagskib´.
Sparekassen Danmark har afdelinger på 58 forskellige adresser i Danmark. I Viborg ligger afdelingen på Vestergade 5.
´Men vi vil meget mere i Viborg. Det fremgår tydeligt af, at vi har indgået en lejeaftale i den klassiske bygning på Hjultorvet, der tidligere har huset Danmarks første kreditforening, Hedeselskabet og senest Viborg Museum´, siger Lars Nørby Rasmussen.
Den fredede bygning skal under en nænsom renovering, inden sparekassen kan flytte ind. Så det sker først midt i 2023.
´Gennem fusionen mellem Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel er Sparekassen Danmark blevet det ottende største pengeinstitut i Danmark. Det betyder, at vi har mulighed for at matche ønskerne fra større erhvervskunder, og vi håber, at vores rolle i Viborg HKs netværk kan bringe os i kontakt med potentielt nye kunder´, siger regionsdirektøren.
Sparekassen Danmark og Viborg HK har indgået en 3-årig aftale, og sparekassens navn vil derfor være at finde på flere forskellige placeringer i VIBOCOLD Arena.