Nu vender en velkendt sponsor tilbage til Viborg HK-familien, og det er vi meget glade for. Restaurant For Enden Af Gaden, med medejer Claus Berg Brøndum Nielsen i spidsen, har besluttet at styrke samarbejdet med os efter en kort pause siden 2017. Claus, som er medejer af For Enden Af Gaden, delte nogle tanker om beslutningen om at vende tilbage som sponsor:
"Da jeg blev medejer i 2017, var vi nødt til at omprioritere vores strategi og midler, hvilket desværre betød, at vi måtte træde ud af vores sponsorat med Viborg HK. Men vi har altid haft en stærk tilknytning til klubben og dens værdier. Efter vedholdende henvendelser fra klubbens nye kræfter besluttede vi at genoptage samarbejdet. Tiltroen til klubben er kommet igen, og hele setup'et passer godt til vores mål."
Claus påpeger, at han personligt ikke følger med i håndbold, men hans ønske om at støtte det lokale samfund og bakke op om klubben var en vigtig faktor for beslutningen om at vende tilbage som sponsor.
"Vi har ingen forventninger om at få noget direkte ud af sponsoratet andet end tilfredshed ved at vide, at vi støtter en lokal klub. At støtte lokalt har altid været vigtigt for os, og det er noget, vi prioriterer højt," tilføjede Claus.
Salgschef i Viborg HK, Malene Yding, udtrykte sin glæde over at have For Enden Af Gaden med som sponsor igen:
"Jeg er superglad for at få Claus med, og vi har også allerede benyttet restauranten til en af vores sponsormiddage – og med stor succes. Vores nye strategi gør også, at vi bruger byens tilbud langt mere, og selvfølgelig er det vigtigt for os at få så markant en spiller med som For Enden Af Gaden, der viser et stort engagement i Viborg".
For Enden Af Gaden har også nogle spændende nyheder at dele. Efter 11 år i deres tidligere lokaler er de flyttet til større faciliteter fra den 5. januar 2023. Deres nye beliggenhed byder på en hyggelig café og en spisestue med plads til 100 personer. De har desuden smukke, nyrenoverede selskabs- og mødelokaler, der giver mulighed for at huse større begivenheder.
Vi glæder os til at fortsætte vores partnerskab med For Enden Af Gaden og sammen skabe spændende oplevelser for vores fans og det lokale samfund.