Samarbejdet mellem Ecooking og Viborg HK blev skudt i gang i sæson 2022/23, og det har været så udbytterigt for begge parter at en gentegning ligger lige til højrebenet. Samarbejdet indebærer bl.a., at kampens spiller belønnes med en flot gaveæske fyldt med lækre Ecooking produkter efter hver hjemmekamp, så en forlængelse af aftalen skaber også glæde i truppen, fortæller ligaprofilen Thilde Frandsen:
´Ecooking har jo nogle rigtig lækre produkter, som mange af os bruger i forvejen, og jeg er ret sikker på, at vi er den klub i hele Danmark, hvor man helst vil kåret til kampens spiller .. vi er i hvert tilfælde den klub, der giver den flotteste anerkendelse for præstationen´.
Brandet Ecooking passer perfekt til de visioner, Viborg HK har om at blive verdens grønneste håndboldklub, for Ecooking sortimentet er primært veganske og med naturlige økologiske ingredienser.
´Vores kontinuerlige arbejder for at blive grønnere betyder, at vi tager nogle aktive valg i forhold til samarbejdspartnere. Vi har netop indgået en stor aftale med BIOCIRC. Vi har forlænget med det lokale økologiske bageri Vores Bager. Vi har forlænget med Naturli´, og om kort tid åbner vi som de første i Danmark en 100% plantebaseret café i hallen, og dermed er det altså farvel til det traditionelle halcafeteria til fordel for et udbud, der er grønnere, sundere og bedre for miljøet.
Nå vi forlænger med Ecooking taler det jo direkte ind i den retning, vi gerne vil gå, og udover at vi er superstolte over, at vi kan tiltrække så attraktivt et brand som Ecooking, betyder det også meget, at samarbejdet tilgodeser vores spillere´, fortæller salgschef Malene Yding.
Foto: Johnny Pedersen