ANDERSEN REVISION OPGRADERER SAMARBEJDET MED VIBORG HK

Andersen Revision har igennem mange år været end del af VHK, og i denne sæson har det lokale revisionsfirma valgt at opgradere sit engagement i klubben, hvilket bl.a. indebærer, at den 28-årige højre fløj Katarzyna Portasinska løber på banen med opbakning fra sin personlige sponsor, Andersen Revision.

Om baggrunden for samarbejdet med Viborg HK siger indehaver og statsautoriseret revisor Hans Peter Andersen:

´Vi har i mange år været med til at bakke op om VHK og lokalsporten i Viborg generelt. Det glæder os, at håndboldklubben igen er på ret køl og at der, med de rette folk bag roret, kigges ind i en lysere fremtid.

Vi kender til det store arbejde i kulisserne, som flere dygtige personer er involveret i. Dem og deres store arbejde vil vi også gerne anerkende. Vi ser os selv som en samarbejdspartner i klubben, hvor samarbejdet både giver og bringer. Vi møder hos VHK flere af vores i forvejen gode kunder og samarbejdspartnere, men vi møder også en masse nye spændende mennesker, når vi bl.a. deltager i VHK’s gode arrangementer´.   

Malene Yding, salgschef i VHK, er især glad for at Andersen Revision har valgt at øge sit sponsorat i klubben:

´Hver en krone påvirker bundlinjen positivt – det er klar, men det betyder også rigtig meget, at en virksomhed, der har været med i mange år, vælger at opgradere sit engagement, for det indikerer, at der er en tro på klubben, et ønske om en god fremtid og ikke mindst også en oplevelse af, at man får værdi for pengene´.