De fleste sponsorater udmønstrer sig i eksponering af den virksomhed og det brand, der vælger at støtte op om VHK … men sådan er det ikke for murermester Keld Bay. Han har valgt at gribe sin opbakning til Viborg HK an på en utraditionel måde, hvor han netop i kraft af samarbejdet med klubben tager et socialt ansvar og inviterer brugerne af Fristedet i Viborg med til håndbold i VIBOCOLD Arena i denne sæson. Fristedet er et social-psykisk værested for udsatte borgere. Der er altid kaffe på kanden og mulighed for socialt samvær. Det er en selvejende institution under SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, der drives med støtte fra Viborg Kommune, Støtteforeningen til Fristedet og sponsorstøtte fra velgørenhedsorganisationer og virksomheder.Om den noget alternative sponsoraftale siger Keld Bay: ´Jeg er glad for, at støtte Viborg HK endnu en sæson – denne gang på en anderledes måde, end jeg plejer. Ikke nok med, at jeg på denne måde kan støtte pigerne og klubben, så jeg kan også give borgerne ved Fristedet en oplevelse resten af sæsonen – og det betyder faktisk lige så meget for mig.Jeg er stolt over, at jeg er med til at gøre en forskel for en udsatte gruppe af borgere og ikke mindst at mit sponsorat til VHK nu resulterer i, at Fristedet kan tage på hyggelige ture i hallen, som de fortæller mig giver dem glæde og fællesskab.Det dejligt, at samarbejdet mellem Viborg HK og jeg er så godt, at tiltag som dette kan lade sig gøre´. Fristedets daglige leder Anni Kloster er glad for og en smule overvældet over, at der er blevet tænkt på dem, - noget hun ikke er så vant til, fortæller hun her: ´Det er jo en fantastisk gave at få, for vores brugere er jo ikke så gode til selv at opsøge sociale arrangementer. Mange af dem, der kommer her, er social og psykisk sårbare, som ikke har et særlig stort netværk. At få muligheden for at tage dem med til sådanne begivenheder, betyder rigtig meget, for det vil give dem noget social træning i at komme ud blandt andre mennesker. Det er simpelthen guld værd for os at modtage sådanne donationer, og det betyder også meget for stedet, for vi har jo desværre et stramt budget og har ikke mulighed for at kunne tilbyde dem sådan nogle ting ellers, så havde vi ikke fået denne donation, var det ikke kommet til at ske – så simpelt er det´. Keld Bay har givet Fristedet billetter til resten af sæsonen.