Det er ikke kun kaffen der er stærk. Samarbejdet mellem Viborg HK og Peter Larsen Kaffe bevarer også sin styrke, og de to viborgensiske fyrtårne kan i dag offentliggøre en forlængelse af samarbejdet i yderligere en sæson.
- Der hersker ingen tvivl om, at Peter Larsen Kaffe er en vigtig samarbejdspartner for Viborg HK, og vi er utroligt glade for, at samarbejdet fortsætter. Vi har arbejdet sammen med Peter Larsen Kaffe i mange år, og oplever dem som en engageret, handlekraftig og interesseret samarbejdspartner, der vil tophåndbold i Viborg, fortæller direktør i klubben, Jørgen Hansen.
Peter Larsen Kaffe er hovedsponsor i Viborg HK og har i forrige sæsoner haft deres logo på bagsiden af ligapigernes trøjer. I denne sæson vil logoet dog blive flyttet, så det sidder foran på trøjen.
- Vi fortsætter naturligvis som hovedsponsor i Viborg HK. Som jeg plejer at sige, så kan vi ikke få aviserne til at skrive om Domkirken uge efter uge, så sporten er en vigtig del af Viborg. Det er samlingspunktet for kommunen og derfor også vigtigt for byen, at vi har et håndboldhold på højeste niveau. Samtidig er der en fantastisk samhørighed med jeres grønne trøjer og vores fokus på bæredygtighed og økologi. Man skal kunne spejle sig i det man støtter op om, og de værdier, som Viborg HK står for, står godt til vores værdier. Så vi er selvfølgelig stolte af at være en del af Viborg HK, fortæller Claus Bertelsen, direktør i Peter Larsen Kaffe.
Peter Larsen Kaffe har leveret naturlig energi til folket siden 1902 og har alle dage haft hovedsæde i Viborg. Mange kaffebønner er kørt gennem kværnen siden grundlæggelsen. I dag er Peter Larsen Kaffe en moderne kaffevirksomhed med forretningsområder på detailhandel, catering specialbutikker, online og live, når Peter Larsen Kaffe rykker ud til festivaler og events rundt i landet.