Der er fuld gang i salget i Viborg HK, og klubben kan i dag præsentere en to-årig forlængelse af aftalen med Redoffice Konpap Viborg.
- Vi er rigtig glade for samarbejdet med Redoffice Konpap Viborg og er stolte af at forlænge den i yderligere to sæsoner. De er en forholdsvis ny partner i Viborg HK, men har alligevel markeret sig som en af de samarbejdspartnere der aktivt udnytter samarbejdet med Viborg HK. Det ser vi blandt andet ved, at de har en papfigur med Hanna Daglund til at stå i butikken, da de har været sponsor for hende, fortæller Claus V. Sørensen, sponsoransvarlig i Viborg HK.
Et andet initiativ, som Redoffice Konpap Viborg har sat i søen er at de støtter Viborg HK med et flot beløb for hver Kinnarps kontorstol, de sælger frem til den 30. juni 2019. Om samarbejdet og de mange muligheder for eksponering hos Viborg HK siger Mads Larsen, medindehaver Redoffice Konpap Viborg:
- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Viborg HK og nyder at komme i hallen og netværke med de øvrige virksomheder. Samtidig har vi fået eksponering på en anden måde end vi plejer via videoer på de sociale medier og spillersponsorat. Det er også derfor, vi vælger at forlænge sponsoratet, da vi ser en gevinst for Redoffice Konpap Viborg.
Den to-årige forlængelse betyder, at Redoffice Konpap Viborg fortsat er bronzepartner i Viborg HK frem til sommeren 2021.