Fra sæson 2024 og to sæsoner frem kan Viborg HK tilføje et nyt navn på holdkortet. Navnet er Henriette Hansen, 25 år, højre fløj og pt. spillende i Skanderborg Håndbold. Henriette har spillet en enormt flot sæson i Skanderborg, så det er en dygtig spiller, der kommer til Viborg. Vi glæder os.
Direktør Jens Steffensen udtaler: ”Henriette har længe været i vores søgelys – og hendes kontinuerligt flotte præstationer for Skanderborg har naturligvis været stærkt medvirkende til, at også andre klubber har fundet hende interessant. I sidste ende faldt valget dog på Viborg HK, hvor vi både glæder os, men også har store forventninger til samarbejdet.”
”I Henriette får vi en utrolig alsidig fløjspiller, som besidder rigtig mange af de kompetencer, vi har søgt. Hun har rigtig god fornemmelse for sine defensive opgaver, er en god kontraspiller og ikke mindst godt afsluttende fra hjørnet. Læg dertil at Henriette er et utroligt positivt menneske, som matcher perfekt ind i den nuværende gruppe med godt humør og gode menneskelige egenskaber. Jeg glæder mig enormt til at arbejde sammen med Henriette – og til at se om vi kan flytte hende yderligere i hendes udvikling” udtaler cheftræner Ole Bitsch.
Om skiftet siger Henriette: ”Jeg glæder mig enormt meget til at skifte til Viborg HK. Det er en traditionsrig klub, som jeg har set op til i mange år. Et sted hvor de har udviklet mange dygtige spillere – og hvor jeg ser min egen udvikling kan flytte sig henover de næste par sæsoner. Jeg er helt sikker på, at det bliver to rigtige gode og spændende år – og jeg ser frem til samarbejdet med Ole og hele teamet bag klubben
Med tilgangen af Henriette Hansen er vi rigtigt godt besatte på højre fløj til den kommende sæson, hvor Thilde Frandsen også huserer.