Skarp VHK pokalindsats skaber respekt

TV 2 ´s håndboldeksperter og kommentatorer var alle som en enige om, at det unge mandskab fra Viborg Håndboldklub gav de i forvejen udråbte storfavoritter fra Odense Håndbold kamp til stregen under dagens pokalbronzekamp. En VHK føring frem til midten af 1. halvleg, samt en for specialisterne overraskende slutindsats, havde nær væltet odensemandskabet omkuld.

Men til sidst var det dog Odense Håndbold, der fik hængt bronzemedaljer om halsen, ved det store Pokal Final4 show i Blue Water Dokken i Esbjerg.

– Vi havde faktisk mulighed for at vinde begge kampe i denne turnering, siger cheftræner Ole Bitsch. – Derfor skal vi fremadrettet passe på, at vi ikke bare er tilfreds med at gøre en god indsats, der næsten var nok til at vinde. Vi skal lære at gribe chancerne og lukke kampene, så det er os, der står med sejren til sidst, lyder det fra Ole Bitsch.

Cheftræneren er meget bevist om, at de kommende kampe i Kvindeligaens grundspil bliver benhårde. - Vi skal være til stede under alle kampene for at få sat så mange point ind på kontoen som muligt. Derfor er det godt, at vi er på et sted i opbygningen af de unge spillere, der indikerer, at mulighederne for en god sæson 2023/2024 er til stede, lyder det fra Ole Bitsch.

Anden halvdel af Kvindeligaens grundspil starter tirsdag den 2. januar 2024 kl. 2000. Her møder VHK Sønderjyske på udebane i Sydbank Arena i Aabenraa.

Viborg HK – Odense Håndbold: 32 - 35

VHK målscore: Sara Hald 6, Christina Pedersen 6, Louise Søndergaard 4, Alberte Simonsen 4, Jana Mittún 3, Maria Fisker 3, Camilla Degn 3 Marielle Martinsen 3.