Sara Hald forlænger med Viborg HK

´Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre,

at vi har indgået en ny 2-årig aftale med Sara Hald´

fortæller direktør i Viborg HK, Jens Steffensen, og glæden deler den kommende cheftræner Ole Bitsch:

´Selvfølgelig vil vi meget gerne forlænge med Hald. Sara Hald er en af nøglespillerne i truppen, og fungere godt både i forsvar og angreb.

Hun har udviklet sig til at være en stor profil – ikke blot i Viborg HK men i kvindeligaen som helhed, og hun har både store aktier i det Viborg HK hold, der er nu og ikke mindst i det, vi skal skabe.

Det er en fornøjelse at se, hvordan hun udvikler sit spil sammen med sine holdkammerater – kig fx på hende og Charité, der har formået at skabe en solid defensiv og et godt samspil. Det er vigtigt for os, at vi bibeholder noget kontinuitet i en trup, hvor der jo kommer stor udskiftning, og det bidrager Sara Hald også med.

Personligt er hun desuden en, man meget gerne vil have på sit hold. Hun har gode lederegenskaber samt et stort personligt drive, og så er hun også en spiller, der efterhånden bærer en del Viborg HK DNA på sine skuldre.

Hendes humør og hendes engagement er smittende, og det er et samarbejde, som jeg glæder mig meget til´.

Sara Hald ser frem til min. to år mere i grønt .. i en større rolle og med nye holdkammerater omkring sig:

´Jeg trives virkelig godt i klubben og i byen, og det har haft stor betydning for mit valg. De forventninger Ole Bitsch har til mig, og den tro jeg har på det, som vi skal i gang med at bygge op, har selvfølgelig også været afgørende for min beslutning. Jeg kan se mig selv være en del af projektet og se mig selv udvikle mig i det.

Jeg glæder mig til at påtage mig et større ansvar og gå forrest, for det motiveres jeg af, og dermed ligger der også udvikling i det for mig.

Lige nu har jeg fokus på denne sæson, hvor vi er inde i en spændende og travl periode med mange kampe, og når jeg nu har styr på fremtiden, giver det også ekstra ro til at fokuserer på denne sæson´.

Sara Hald og Viborg HK har indgået en 2-årig kontrakt fra sæson 2023/24.

Foto: Johnny Pedersen BilledeBank.dk - Fotograf Johnny Pedersen

Alle nyheder