Tirsdag aften spillede vi slutspilskamp mod Odense Håndbold, og torsdag aften drager vi til Holstebro i pokalen.
Holstebro har i denne sæson været et af de bedste hold i 1. division, der for nyligt har spillet oprykningskampe mod EH Aalborg, men måtte desværre se sig slået i 2 ud af 3 kampe. På trods af deres fine niveau er det vidst ikke forkert at sige, at favoritværdigheden falder til vores side. Derfor går vi til kampen med respekt for Holstebro, samtidig med at vi har en stor tro på sejr og dermed videre avancement i pokalen.
Vi har selv haft en rigtig god forårssæson med gode kampe, fight og ikke mindst flere sejre i bagagen. Kaysen har fået en stor rolle i slutspillet, og har i den grad vist hvilket stort talent, hun besidder. Generelt er der flere af spillerne, der har gjort en rigtig god figur, heriblandt Moa Högdahl, Sara Hald og Christina Pedersen, der alle har spillet på et stabilt niveau i de sidste mange kampe.
Kampen fløjtes i gang torsdag kl. 18.30 i Idrætscenter Vest.