
Viborg HK kan med stor glæde fortælle, at murer- og kloakmester Kurt Sørensen fortsætter samarbejdet med klubben som bronzepartner.
Henrik Sørensen er en af de partnere, der spreder godt humør, uanset hvor han kommer. Han er vellidt og deltager aktivt i både håndværkernetværket, partnermiddage og andre arrangementer, hvor han er med til at skabe den gode stemning og de stærke relationer, som netværket er bygget op omkring.
´Henrik - eller måske bedre kendt som Guldben - er ganske enkelt et menneske, som alle holder af. Han møder altid op med et smil, er nysgerrig på andre mennesker og bidrager til den gode stemning. Det er den type partnere, der gør vores netværk til noget helt særligt, og derfor er vi rigtig glade for, at Henrik fortsætter som bronzepartner, siger Malene Yding, salgs- og marketingchef i Viborg HK.
Kurt Sørensen har gennem mange år leveret kvalitetsløsninger inden for både murer- og kloakarbejde. Virksomheden udfører opgaver for private, virksomheder og offentlige institutioner med fokus på kvalitet, god rådgivning og solidt håndværk. Med stor erfaring og en kombination af traditionelle håndværksmæssige dyder og moderne løsninger er virksomheden en stærk samarbejdspartner i hele området omkring Viborg, Skive og Salling.
Som en del af samarbejdet med Viborg HK inviterer Murer og Aut. Kloakmester Kurt Sørensen klubbens partnere til en helt særlig oplevelse hos Hancock. Firmaet har selv stået for murerarbejdet i forbindelse med bryggeriets udvidelser, og nu får partnerne mulighed for både at se resultatet, høre historien bag byggeriet og naturligvis smage på det gode øl.
– Jeg er sikker på, at Hancock-arrangementet bliver en oplevelse, som vores partnere vil huske. Det bliver en kombination af godt netværk, spændende historier og en unik rundvisning, hvor Henrik med et glimt i øjet sikkert også vil vise os, at murstenene stadig står helt lige. Det glæder vi os rigtig meget til, afslutter Malene Yding.