Midtjysk Reoler opgraderer til Bronzepartner

Midtjysk Reoler har i mange år været en fast del af partnerkredsen i Viborg HK, og nu vælger de at opgradere deres samarbejde til bronzepartner. Det er et samarbejde, der bygger på både interesse for håndbold og på det erhvervsnetværk der er bygget op i klubben. Igennem mange år har Midtjysk Reoler fulgt klubben tæt, og opgraderingen understreger det fantastiske samarbejde der er imellem parterne.

Hos Midtjysk Reoler oplever man samtidig, at den voksende partnerkreds i Viborg HK skaber værdi. Både de kendte samt nye relationer kan mærkes i forretningen, og det er en udvikling, de gerne vil bakke yderligere op om med opgraderingen.

Derudover hæfter de sig ved den sportslige udvikling i klubben. Viborg HK har igen markeret sig i toppen, både i den danske liga men også i Europa. Med flere forstærkninger på vej ind i den kommende sæson, er der stor tro på, at udviklingen fortsætter. Opgraderingen til bronzepartner er derfor både et skulderklap til det arbejde, der bliver lagt, og et udtryk for, at Midtjysk Reoler ønsker at være en del af rejsen fremad.