Med ét blev hun førstevalg, og med ét trådte hun i den grad i karakter og beviste, at hun er en målvogter i særklasse.
Mathilde Juncker er noteret for mange flotte redninger, og statistikken fortæller sort på hvidt, at oplevelsen af, at hun står rigtig godt, ikke blot er en følelse, vi har. Fakta er, at hun er registret med en samlet redningsprocent på 37,3,%, hvilket også sender hende på en 3. plads på den top 10 liste, Tophåndbold laver over de bedste målvogtere i ligaen.
Nu betyder Junckers graviditet, at hun har spillet sin sidste kamp i denne sæson! Hun bliver svær at undvære – rigtig svær fortæller cheftræner Jakob Vestergaard:
´Jeg vil gerne starte med at ønske tillykke – stort tillykke, og så er det da ingen tvivl om, at det er noget af et slag for os.
Det, at Juncker ikke længere er kampdygtig, var lige præcis det skrækscenarie, som jeg frygtede, da klubben solgte Anna, men nu må vi kæmpe videre med de ressourcer, vi har.
Jeg synes, at Kaysen har gjort en rigtig fin entré i ligaen, om end det er lidt specielt, at vi nu går ind i slutspillet med to målvogtere, der reelt er U19 målmænd. Vi har heldigvis løbende trænet med både Ida Mai og Lærke Ibsen, og de får da lov at teste talentet for alvor, og så må vi støtte og hjælpe dem bedst muligt, så de får masser af redninger.
Vi frygtede, hvordan det ville blive, da Anna ikke skulle være her mere, men det viste sig at være ubegrundet, og det håber jeg på, vil gentage sig´.
Her til aften har Viborg HK netop slået Horsens 31 - 19, og Ida Marie Kaysen spillede sig til kampens profil med mange flotte redninger, og hun fik dermed den mest optimale start på de kommende kampe, hvor hun bliver det naturlige førstevalg på målet.