Kun en sejr tæller

Mandag d. 24. april klokken 19.30 i Aarhus Arena fløjtes 3. runde af slutspillet i gang, når vi møder Aarhus United på udebane.

Dem:

Aarhus United fik store stryg af Odense Håndbold i første runde, men har siden hen spillet uafgjort med Nykøbing Falster på en udebane, der kan volde alle hold problemer. Det betyder, at NFH har 2 point og Aarhus har 1 point, mens vi selv har 2 point ligesom NFH. Dermed har alle 3 hold alt at spille for, hvorfor Aarhus helt sikkert vil komme med alt, hvad de har, når vi møder dem mandag aften.

Sabine Englert, Mathilde Neesgaard og Marielle Martinsen, for blot at nævne 3, er nogle af dem, vi skal have styr på, hvis vi skal løbe med sejren.

Os:

Vores gode forårssæson red vi videre på, da vi besejrede NFH i 1. runde af slutspillet. I anden runde tabte vi til Odense med 3 mål efter en godkendt indsats af hele holdet. Sidst vi mødte Aarhus United var det en tæt affære, der endte med et uafgjort resultat. Derfor er vi også ekstra sultne efter begge point denne gang.

Moa Högdahl spillede en kanon kamp mod Odense, og hende håber vi naturligvis viser samme spil igen.

Vi har helt sikkert en kæmpe tro på egne evner lige for tiden, og én ting er helt sikkert; vi SKAL have de point med hjem til Viborg mandag aften, ellers ser det svært ud med den semifinaleplads.