Generation Handball bød velkommen til første træningskamp for Viborg HKs damehold, og sikke en start Allan og pigerne fik. Ved slut fløjt stod der 31-19 på måltavlen til de grønblusede, der i dagens kamp beviste, at der er masser at glæde sig til i den kommende sæson. Norske Storhamar Håndball måtte se til, mens de grønblusede buldrede afsted. 8-0 blev det inden nordmændende kom på måltavlen. En hård skæbne og en hurtig afslutning på kampens spænding, som aldrig kom i fare. Med Uno i topform spillede Viborg-pigerne med høj fart og masser af flotte detaljer. Storhamar fik ikke lov at komme til lette chancer, og opstod der en mulighed stod Hanna Daglund i vejen. Den nytilkomne svensker stod en rigtig flot kamp og viste den velbesøgte VIBOCOLD Arena, hvad der er i vente i den kommende sæson. Det samme gjorde Natasha Nolevska, der på højre fløj delte rundhåndet ud af eksempler på, hvor hurtig hun er. Allan Heine var også tilfreds med debuten af Natasha og Hanna: "De fik absolut en flot debut. Generelt set synes jeg holdet spillede en flot kamp med den rette attitude og indstilling. Vi agerede som jeg ønsker, og det viser, at vi er på rette spor i optakten. Vi havde godt styr på Storhamar i dag, og det var fantastisk at opleve stemningen i VIBOCOLD Arena igen. Det er noget tid siden, og nu glæder vi os bare endnu mere til at komme igang med sæsonen." Efter kampen var det en glad Hanna Daglund der kunne gøre status efter en flot debut. "Jeg er meget tilfreds med i dag. Jeg var nervøs inden kampen, så det er dejligt, at det gik godt og vi fik en sejr i dagens kamp." Da kampen blev spillet under Generation Handball var der masser af unge håndboldspillere fra nær og fjerne i hallen, og flere af dem benyttede sig af muligheden for at møde og tage billede med spillerne fra Viborg HK efter kampen. En mulighed som også er der på fredag, hvor Viborg HK spiller mod Dunaferr. Kampen spilles i VIBOCOLD Arena kl. 19.30.