Forventningerne om en sejr indfries

I aften tørnede Viborg HK sammen med ligaens bundprop Skanderborg Håndbold. De grønne var på forhånd favoritter, og cheftræner Jakob Vestergaard havde da også påtaget sig den rolle.

Viborg HK indfriede forventningerne og med resultatet 31 – 37 tager Viborg HK hjem med en pligtsejr og 2 vigtige point.

Efter en dårlig start med flere fejl, et hullet forsvar og et rodet angrebsspil, trækker Viborg virkelig fra i sidste del af første halvleg og kan gå til pause med en massiv føring på 14 – 20.

Anden halvleg fløjtes i gang, og Skanderborg kommer bedst fra start, og vinder de første 10 minutter med 6 – 3. Viborg HK får dog fat om kampen igen, og det ender med en 6-måls sejr (31 – 37).

Jakob Vestergaard glæder sig over de to point og flere lyspunkter i en kamp, hvor vi ellers havde svært ved at lykkedes med tingene:

´Vi fik det, som vi kom efter, og det er jo dejligt, men ellers må jeg sige, at vi ikke lever op til det niveau, som vi har leveret den seneste tid. Vi har ikke aggressivitet nok i vores forsvar, som ellers har været noget af det, som vi har markeret os på i de forrige kampe. Jeg synes heller ikke, at vores angrebsspil er skarpt nok, men når vi sætter 37 mål ind, er det jo ikke der, det primære problem ligger i dag.

Fisker leverer en flot præstation og laver også 5 på 5. Moa er god i angrebet, og det er dejligt at se, hvordan hun kommer mere og mere tilbage. Pedersen satte også et positivt aftryk på kampen i dag, og vi kan se, at hun begynder at finde en god plads i truppen. Der er bestemt flere gode ting i dag, og alt i alt er jeg selvfølgelig bare glad for at vi tager 3. sejr i træk - det pynter godt på tabellen´.

Der kom mange på måltavlen i dag: Maria Fisker og Charité Mumbongo topper og laver begge 5 på 5, mens Hovden laver 4 på 4 og Sara Hald 4 på 5 forsøg. Moa Högdahl og Christine Pedersen sætter begge 5 mål ind på 6 forsøg. Mathilde Rivas Toft kommer også på scoringstavlen med 5 mål mens Tonje Enkerud og Dahl begge rammer netmaskerne 2 gange.