Fightersejr gav lørdag eftermiddag to point på kontoen til VHK

Inden spillerne og teamet bag Aarhus Håndbold Kvinder lørdag eftermiddag anduvede Biocirc Arena havde aarhusianerne fat i Håndboldkvindeligaens ottende plads, der giver adgang til forårets forjættede slutspil om det danske mesterskab. Viborg HK sad på grundspillets fjerdeplads med fire point mere på tavlen end modstanderne.

For at skabe humør og opbakning blandt VHK fansene havde VHK administrationen, med hjælp fra klubbens mange frivillige, lavet det område af Biocirc Arena der ikke dækker spillebanen, om til et overdådighedshorn af halloween stemning og oktoberfest.

Men uanset hvad der tilvirkes af udenoms hygge og opbakningsgejst er det de 14 professionelle spillere suppleret med kommende stjerneskud fra klubbens ungdomshold, der sammen med de seks fra trænerteamet har det sportslige ansvar for en rimelig succes i firmaet Viborg HK ApS. Dette ansvar er cheftræner Ole Bitch på det rene med. – I dag bliver det igen en kamp med fart over feltet, hvor kunsten bliver at få lukket ned for de individuelle kompetencer på Aarhusholdet. Vi glæder os til igen at spille på hjemmebane og bygge videre på det fine spil fra sidste kamp, sagde han til nærværende klummeskriver inden kampen.

Tabellen lyver ikke
Og cheftræneren fik ret. Gennem hele første halvleg og ret præcis til midt i anden halvleg leverede VHK den indsats som tilskuerne elsker, blot VHK vinder til sidst. Holdet var nemlig løbende bagud med mellem tre og et mål. Men kort før mismodet tog endegyldig fat i VHK fansene, vendte spillerne boldhåndteringen til deres fordel og vandt med 27 – 25 til stor jubel fra de 1.116 tilskuer.

Med seks kampe, 10 point og en delt fjerdeplads med du nuværende danmarksmestre fra Sydvestjylland, er det uomtvistelig, at Viborg HK har fået den bedste sæsonstart i flere år.  

De to næste opgaver er begge udekampe. Først torsdag den 31. oktober kl. 2030 i Jysk Arena i Silkeborg mod Silkeborg-Voel KFUM. Her gælder det kvartfinalen og dermed kampen om en final4 plads i Santander Cup 2024/2025.

Tirsdag den 5. november går turen til Frederiksberg Kommune for i Frederiksberg-Hallerne at spille kvindeligakamp mod København Håndbold.

.Viborg HK  - Aarhus Håndbold Kvinder:  27 - 25

VHK målscore: Sara Hald 7, Laura Thestrup 6, Christina Pedersen 6, Elma Örtemark 2, Camilla Degn 2, Henriette Hansen 2, Jana Mittún 2.