Efter et helt lige halvlegsresultat på 13-13 og en solid opbakning fra vores grønne fans, taber vi desværre 29-26 til Odense Håndbold efter en ellers godkendt indsats.
Selvom det er en ærgerlig cheftræner, lægger han heller ikke skjul på, at han har rost pigerne for deres indsats:
"Det er lidt med blandede følelser, for jeg synes egentlig at vi er rigtig tæt på og taber kun med 3 på en af Europas sværeste udebaner med en masse larm fra tilskuerpladserne og ikke mindst en god opbakning fra vores egne grønne fans.
Jeg synes egentlig, at vi leverer en rigtig god kamp langt hen af vejen. Der er nogle små detaljer undervejs i spillet, som gør, at vi får det svært. Midtvejs i anden halvleg scorer Odense blandt andet lidt for mange mål i nogle afgørende situationer.
I første halvleg har vi selv svært ved at komme til gode afslutninger, fordi det bliver lidt for sidevejs. Men alt i alt har jeg rost spillerne for en rigtig god indsats, hvor vi presser Odense til det sidste. Derfor kan vi også kun være fortrøstningsfulde og se fremad.
Nu gælder det Aarhus United næste gang, hvor vi helst skal have lidt point på kontoen, så vi forhåbentlig kan indløse den semifinaleplads."
Kampens spiller for os blev Moa Högdahl, der spillede en rigtig fin kamp.
Næste kamp er mandag d. 24. april mod Aarhus United, hvor vi håber, at endnu flere grønne fans vil tage turen og heppe os til en sejr.