Æren er i behold, selv om det blev et nederlag til topholdet fra Odense

Inden VHK teamets afgang om bord i Midtbus Jyllands cruisebus til Odense var cheftræner Anders Friis helt på det rene med, at aftenens kamp mod Odense Håndbold blev en tung opgave. – Der venter os en rigtig svær kamp mod en af Europas allerbedste hold. Vi tager afsted med troen på, at vi kan drille Odense på flere parametre. Der er meget fysik på Odenses hold, så vi skal kunne stå imod defensivt. Det bliver uden tvivl en af de sværeste opgaver i kampen, lød det fra cheftræneren.

Flot første halvleg og Anders Friis fik ret. Efter en god første halvleg hvor VHK spillede nogenlunde lige op mod mesterholdet så halvlegs resultatet var 14 – 11, fik viborgenserne det svært i anden halvleg. Selv om VHK fordoblede deres målscore til 22, havde de, som spået af Anders Friis, det svært i defensiven.

At Sara Hald små otte minutter inden slutfløjtet fik det røde kort og dermed udvisning, gjorde ikke kampen lettere. – Sara fik sin anden udvisning ret tidlig i kampen. Det påvirkede selvfølgelig hendes normale kampiver for ikke at få den tredje udvisning. Samtidig rykkede Odense fra med så mange mål som vi aldrig fik indhentet, siger cheftræneren, der dog samtidig påpeger, at holdets moral og tro på sig selv ikke led overlast. – Vi er klar til at give den fuld gas, når vi i den kommende hjemmekamp møder Horsens Elite.

Selv om det blev et nederlag i Odense, ligger VHK i skrivende stund onsdag aften nummer fire i ligaen.

Næste opgave er som skrevet hjemmekampen mod Horsens Elite i Biocirc Arena fredag den 10. oktober 2025 kl. 2000.

Odense Håndbold - Viborg HK: 33-22
Målscorer: Clara Skyum Thomsen 5, Louise Søndergaard 3, Era Baumann 2, Elma Örtemark 2, Laura Thestrup 2, Rosa Schmidt 2, Henriette Hansen 2, Sara Hald 2, Jana Mittún 2.