Viborg HK sikrer sig plads i DM-semifinalen

Efter en 6-måls sejr over Nykøbing Falster Håndbold (28-22) i VIBOCOLD Arena har Viborg HK netop sikret sig en plads i DM-semifinalen, og efter kampen er det en glad, stolt og lettet cheftræner, Jakob Vestergaard, der har masser af roser til sit hold:

´Jeg vil gerne uddele kæmpe ros til hele holdet. Vi har virkelig mange, der stempler ind i aften.

Kristina Jørgensen spiller fuldstændig fremragende, står for 12 mål, og hun bliver fuldt fortjent kampens spiller. En anden, der bestemt også kunne være løbet med den titel, er Anna Kristensen – hun står vanvittig godt, og har bestemt også en stor andel i sejren i aften. Thilde leverer virkelig godt, Lærke gør også, og Haugsted ... og sådan kan jeg egentlig blive ved.

I dag efterleves taktikken til UG, og det betyder også, at de får svært ved at score mål, og det, der så ryger igennem forsvaret, tager Anna.

Det er på alle måder en rigtig dejlig aften.

Det var helt fantastisk at spille i sådan en kulisse, hvor man virkelig kunne mærke, at det var revanchetid. Vi taler ofte om Nykøbing Falsters hjemmebane, og ja vist er den god, og vist kan den virke lettere skræmmende, men i aften viste vi, at vores hjemmebane er både større og vildere – hold nu op altså – der var mennesker og opbakning overalt. Det var mega mega fedt, og det er altså ikke en ubetydelig faktor at have sådan en hjemmebane.

Jeg er både glad, stolt, lettet. ´

Kampens mål:

Kristina Jørgensen, 12 mål

Lærke Nolsøe, 4 mål

Thilde Frandsen, 4 mål

Line Haugsted, 4 mål

Mathilde Rivas.-Toft, 2 mål

Tonje Enkerud, 1 mål

Sara Hald, 1 mål