4 på stribe - Rundens Hold

Der er som bekendt 7 pladser på banen og med 4 besat af VHK´ere, er vi særdeles godt tilfredse efter 4. spillerunde i slutspillet.

Begge fløjpositioner er nappet af de grønblusede med Lærke Nolsøe på venstre fløj og Thilde Frandsen på højre fløj. Det er anden runde i træk, at Nolsøe er med på Rundens Hold efter en imponerende indsats i vores storsejr på 25-39 ude over København. 9 mål satte landsholdsspilleren ind, og hun står dermed også for rundens højeste MEP-score på 5,51.

Thilde Frandsen rammer en MEP-score på 4,19. Med 39 mål var der mange, der kom på måltavlen Påskelørdag i København, og Thilde Frandsen stod for 5 af dem, og præsterede en rigtig god kamp, der nu også har givet hende en plads på Rundens Hold.       

Vi har skrevet om hende før og det med god grund, for Mathilde Rivas-Toft viser bare gang på gang, at hun er inde i en rigtig god periode, og vi ser, hvordan hun lægger lag på sit spil, og hvordan formkurven er stærkt stigende. I kampen mod København var det ingen undtagelse, og hun leverede en præstation, der satte hende på Rundens Hold med ikke mindre en 5,15 MEP-score. Hun satte 7 mål ind og leverede også 2 assists.

Anna Kristensen opnåede en redningsprocent på flotte 37% efter mødet med København, og det blev også til en enkelt assists, og dermed erobrer hun også en plads på Rundens Hold.  

Det er et rigtig godt udgangspunkt for den meget vigtige kamp på onsdag, hvor en sejr over Nykøbing Falster på hjemmebane, sender Viborg HK direkte til DM-semifinalen.

Kom og vis din opbakning og oplev den fedeste stemning VIBOCOLD Arena på onsdag den 27. april kl. 20.30. Køb billet på shop.vhk.dk eller i indgangen.

Alle nyheder