Vi skal spille Final4

Viborg HK har netop kvalificeret sig til Final4 i EHF European League efter en sejr på 38-37 i en VIBOCOLD Arena, det sydede og kogte og i høj grad var medvirkende til, at vi i kampens sidste minutter bringer os foran.

Det er da også den fantastiske kulisse, som cheftræner Jakob Vestergaard starter evalueringen med at fremhæve

´Jeg vil simpelthen starte med at sige STORT TAK til vores fantastiske publikum i dag. Wow det her var en vild hal at spille i, og jeg er glad for, at det var os publikum heppede på, for det kunne mærkes. De sidste 10 minutter eksploderer alt herinde. og jeg er slet ikke i tvivl om, at den opbakning, vi mærker fra tilskuerne, var medvirkende til, at vi vinder 38-37, og vi derfor nu kan se frem til at spille Final4.

Andre vigtige årsager til at vi står med sejren er Kristina Jørgensen. Hun tager i den grad ansvar og scorer 11 mål for os – det var vigtigt i dag – rigtig vigtigt. Vores to nordmænd Tonje Enkerud og Mathilde Rivas Toft gør det også fremragende, og jeg synes virkelig, at de bringer noget spændende og kraftfuldt ind i spillet. Ida-Marie Dahl dækker fantastisk godt op, og i et forsvar der er meget udfordret på nordmændene, vil jeg gerne fremhæve hendes defensive indsats. Lærke Nolsøe kommer også på måltavlen 7 gange, og gør det også godt.

Nu ser vi frem mod Final4 og nogle meget vigtige slutspilskampe, hvor vi jo allerede på onsdag møder København hjemme´.

Sådan en hal man drømmer om at spille i

Kampens profil for Viborg HK blev Kristina Jørgensen, der efter kampen siger sådan her om truppens indsats:

´Jeg er så vanvittig glad for, at det lykkedes. Lige nu står jeg med en følelse af, at den her sejr og dermed kvalificeringen til Final4 var ekstrem afgørende for os. I så intens en kamp er det vildt fedt at stå med sejren. Storhamar spiller godt, de spiller hurtigt og tager virkelig deres chance i dag, så jeg er stolt over, at vi vinder.

Jeg er ikke helt tilfreds med vores forsvarsspil, men vi leverer til gengæld en god og stærk kollektiv indsats, og vi fik flere spændende ting i spil i vores angreb.

VIBOCOLD Arena i dag … DET var en oplevelse, det er sådan en hal, man som håndboldspiller drømmer om at spille i, og også derfor er jeg rigtig glad for, at vi giver lidt igen i form af en sejr´.

Næste kamp er slutspilskamp mod København Håndbold, der allerede spilles på onsdag kl. 18.00

Alle nyheder