Viborg HK knuste Vaci på hjemmebane

Med en 21-måls sejr (42 – 21) blev det ungarske hold nærmest udraderet i VIBOCOLD Arena, og dermed er 3. sejr i European League i hus.

Kristina Jørgensen spillede forrygende og lavede ikke mindre end 12 mål og en hel flok assist. Camilla Fangel spillede fremragende i forsvaret, Hald satte 3 mål ind på 3 forsøg, Dahl 6 mål ind på 6 forsøg og kæmpede sig også til et par straffe. Nolsøe leverede også på et højt niveau i dag, og både Tonje, Stine, Moa, Haugsted, Thilde og Mathilde kom også på måltavlen.

I vores eget mål viste Anna Kristensen med en pragtpræstation, hvorfor hun er førstevalg, og i dag var vi igen vidne til, at hun stod sikkert i målet. Hun nappede flere store ungarske chancer, og desuden sendte Anna også flere gange bolden hurtigt op i den anden ende, hvilket så resulterede i mål.

Med den magtdemonstration, var det ikke overraskende en meget tilfreds cheftræner, Jakob Vestergaard, der evaluerede kampen:

´Jeg er meget tilfreds. Vi leverer en fantastisk indsats i dag. Der er mange, der virkelig rammer et godt niveau i dag.

Jeg bliver nødt til igen at fremhæve Camilla Fangel i forsvaret, hvor hun gør det rigtig godt og nok nærmest er med i 80% af vores defensive arbejde i dag. Det fungerer bare rigtig godt, og vi har set noget der, som vi gerne vil bygge videre på.

Vi får mange parader i spil mod flere godt skydende ungarer, og det tærer jo dem for både selvtillid og energi, og det betyder også, at vi får lov at løbe og får bragt den fart ind i spillet, som er så vigtig for os.

Vores angrebsspil bliver også bedre, og vi får mere rytme og bedre timing, og vi sætter hinanden i bedre situationer, som også gør, at vi vinder flere situationer

Tonje kommer ind og spiller rigtig godt, og vi får flere afleveringer med i vores spil, som skaber bedre chancer. Vi er skarpe fra fløjene, og det gør det bare letter.

Alt i alt er det ikke meget, vi hverken skulle eller kunne gøre bedre i dag´.

Næste EHF European League kamp finder sted på rumænsk jord imod gruppens nok stærkeste hold: Valcea. Det er søndag den 13. feb. kl. 14.00, og kampen kan ses på TV3 Sport