I aften skal vi sikre os en sejr på hjemmebane

Sidste uge var en af den slags, vi helst ikke vil dvæle for meget ved, for der kom den ellers sejrsvante trup for alvor i modvind og måtte se sig slået hele to gange. Derfor venter holdet også med glæde på i aften, hvor endnu et opgør i Bambus-kvindeligaen venter, og hvor Viborg HK forhåbentlig tager en sejr over Randers HK på hjemmebane.

Inden kampen siger cheftræner Jakob Vestergaard sådan om aftenens match:

´Ovenpå to nederlag har vi brug for at ramme et stabilt højt niveau igennem hele kampen. Vi er i de to foregående kampe kommet lidt på bagkant, og vi har været tæt på lige til sidst i begge kampe, uden at nogle af kampene er tippet vores vej, og det skal vi rejse os fra. Vi skal bedre fra land, og vi skal have mere stabilitet og overskud ind i spillet.

Randers HK har spillet rigtig godt i de seneste kampe, og de er kommet hjem med tre point i to kampe, hvilket jo er mere, end man kan sige om os. Vi er til trods for det stadig tophold, og de ligger lidt længere nede, og vi skal kunne løse denne kamp med en sejr – det er i hvert tilfælde min forventning, men resultaterne i Randers, siger noget om, at Randers HK stadig er velspillende, selvom de har sendt Kristin Thorleifsdottir til Horsens og Mai Kragballe til Nantes.

Vores opgaver bliver at lukke færre mål ind, end vi har gjort de foregående to kampe, og vi kommer til at lægge mange vitaminer i vores defensiv, og vi SKAL også have mere gang i vores kontra.

Vi løber på banen i VIBOCOLD Arena, og det forpligter – vi brænder for at vise både bedre og flottere håndboldspil, end vi gjorde mod Horsens. Vi håber, at der kommer mange mennesker i hallen, der vil være vidne til, at vi forbedrer vores spil - bl.a. at vi skal væk fra de hurtige afslutninger, vise mere tålmodighed og træffe bedre beslutninger.

Så håber jeg på, at vi med en sejr i aften tager den første af to sejre i denne uge, for vi skal jo spille European League på lørdag, og her vil det også være så det vil være dejligt med en sejr og dermed stå med 2 x 2 point, når ugen er omme´.

Viborg HK vs Randers HK, kampstart kl. 18.30. Køb billet på shop.vhk.dk og i indgangen.