Sejrsstimen er brudt

Det var virkelig en kamp op ad bakke´, starter Jakob Vestergaard evalueringen på aftenens kamp, som Viborg HK desværre taber med to mål (34 - 36) over Horsens efter at have været bagud med hele 7 mål ved pausen (14 – 21).

´I første halvveg spiller vi direkte forfærdeligt, hvor vores forsvar var næsten ikke eksisterende og angrebet på nogenlunde samme niveau, og vi går til pause med stillingen 14 – 21.

De scorer 36 mål, og selvom vi godt vidste, at de kommer med god fysik og flere gode spillere, skal der ikke lukkes 36 mål ind.

I anden halvleg leverer vi en okay indsats og kommer stærkt tilbage. Vi får vi faktisk dækket noget, vi ikke har gjort før, og vi får endda presset dem ud i nogle situationer, der ikke bekommer dem godt.

Vi har flere ting, vi lykkes med i anden halvleg, men når det hele skal gøres op, smider vi det i begyndelsen af kampen. De første 10 minutter leverer vi en okay indsats, men derefter går det virkelig ned af bakke rigtig hurtigt, og hullet bliver for stort.

Jeg ser egentlig, at vi til slut lige så godt kunne have stået med sejren, men sådan blev det ikke, og det må vi forholde os til´.

Kampens profil blev Lærke Nolsøe, der satte 6 mål ind. Kampens topscorer blev Kristina Jørgensen med 9 mål, og den nykårede ´Årets Talent´ Thilde Frandsen satte også 6 mål ind.