Corona lammer Viborg HK

Torsdag i denne uge skulle de grønblusede have mødt Skanderborg til den anden ligakamp i år, men også denne kamp er blevet udskudt grundet Corona i truppen, og således er både den planlagte kamp 2. januar mod Team Esbjerg og kampen mod Skanderborg flyttet.

I aftes fik klubben desuden bekræftelse på, at også European League opgøret mod rumænske Valcea, der var planlagt til kampstart søndag kl. 12.00 i VIBOCOLD Arena bliver rykket til en endnu uvis dato.

De mange kampflytninger skyldes, at truppen og ledelsen omkring truppen stort set er lammet på grund af Coronatilfælde. Jakob Vestergaard, der også selv er en af de ramte, fortæller, at situationen er sådan, at det lige nu kun er Laura Holm Andersen, Emma Friberg, Camilla Fangel, Mathilde Rivas Toft, Kristina Jørgensen, Signe Vetter og Tonje Enkerud, der kan træne.

Administrationen er også hårdt ramt af virussen, og derfor er kontoret fysisk lukket resten af ugen, mens man stadig kan komme i kontakt med klubben på telefon og mail.

Der er ikke fundet nye datoer til afvikling af de tre kampe endnu.