Det blev et wake-up call

Da Viborg HK tog imod HIH på hjemmebane i Vicocold Arena lørdag eftermiddag, var det i den grad lagt op til et lokal- og topopgør. Det var nemlig Bambusa-ligaens nummer 2 og 3, der skulle kæmpe om to vigtige point.

De grønne krigere leverede en acceptabel første halvleg, og håbet om en VHK sejr levede bestemt, da vi gik til pause - bagud med et enkelt mål (13 – 14).

Anden halvleg udviklede sig dog desværre på ingen måde i den retning, vi havde planlagt. Det blev en rodet affære med mange dårlige beslutninger på banen og med et spil, hvor nærmest intet fungerede.

Cheftræner Jakob Vestergaard var efter kampen også tydeligt utilfreds:

´Eneste positive er, at det er meget tydeligt for os, hvad vi skal arbejde med´, var hans umiddelbare reaktion, på en kamp der endte 23 – 33 og blev virkelig ubehagelig.

´Vi spillede en fin første halvleg, men anden halvleg … der kan vi hverken få angreb eller forsvar til at fungere, og de første 10 minutter bliver rigtig dyre for os.

Det har virkelig været en dårlig uge for os. Først ryger Mathilde Rivas Toft ud efter Horsens kampen, og så ryger Dahl ud op til dagens vigtige topopgør. Det sætter alt andet lige sine spor, og det presser os på ressourcerne, uden at jeg overhovedet vil få det til at lyde som en undskyldning, for HIH spiller bare markant bedre end os i dag. Deres profiler shiner totalt, og vores kæmper for at få spillet til at fungere.

Vi skal arbejde rigtig meget med vores kollektive spil - vores samspil og vores energi i spillet. Vi skal arbejde med vores forsvar, for når vi ikke dækker ordentligt op, scorer de alt for mange lette mål. Vi skal også arbejde med angrebet, hvor der også tages mange dårlige, individuelle beslutninger i dag. Der er ikke så meget andet at sige, end at dette er et wake-up call´.