Viborg HK videre til gruppespillet i EHF European League

Med en sølvmedalje om halsen afsluttede Viborg HK sæsonen 2020/2021 med et yderst tilfredsstillende resultat, og netop sølvmedaljen er nu den direkte årsag til, at Viborg HK undgår at spille indledende kvalifikationskampe i den prestigefyldte EHF European League og i stedet går direkte ind i gruppespillet.

I sidste sæson røg Viborg HK netop ud efter mødet med Dunarea Bralia fra Rumænien, og når cheftræner Jakob Vestergaard i den kommende sæson ikke behøver bekymre sig om kampe i yderområder af Europa, vækker det selvfølgelig stor glæde:

´Det viser sig nu, at det betaler sig at vinde sølv. Den præstation har givet os en plads blandt de 4 bedst rangerede hold, og det er bare intet mindre end fantastisk, at vi har kvalificeret os direkte til gruppespillet. Det betyder, at vi ikke skal sendes ud på en rigtig svær udebane med risiko for ikke at kvalificere os til gruppespillet, og for klubben betyder det også meget økonomisk, for vi undgår dermed også en virkelig omkostningstung tur til fx Rusland e.l.´

Stor betydning for både selvforståelse og spillertiltrækning

Viborg HK ser Europæisk håndbold som en vigtig strategisk brik, da disse kampe er med til både at tiltrække de dygtigste spillere og også er med til at brande klubben. Med kvalifikationen er Viborg HK sikre på at spille europæiske kampe i både januar og februar, og selvom det er dyrt at spille europæisk, er det lige præcis det, vi skal, siger Jakob Vestergaard:

´Mens nogle danske klubber siger nej tak til at spille europæiske kampe, er det lige præcis de kampe, vi vil og skal have – det er vigtigt for os på flere parametre. De bedste spiller har ambitioner om at spille internationalt, og derfor er det afgørende i forhold til at fastholde og tiltrække dygtige spillere. Det er også vigtigt for klubbens selvforståelse og branding, for Viborg HK har altid været en klub, der spiller blandt de absolut bedste og dermed også en klub, der både ses og begår sig på de internationale scener – og det skal vi gerne blive ved med´.

Der i alt 4 hold, der går direkte videre til gruppespillet, som starter i januar 2022. De øvrige tre er Mosonmagyarovari KC fra Ungarn, CS Minaur Baia Mare fra Rumænien og Lada fra Rusland.