Et stort skridt nærmere en plads i semifinalerne

Med en sejr på 29 – 23 over Aarhus United har Viborg HK netop sikret sig to point mere i slutspillet, og dermed er chancerne for en plads i semifinalen rykket et stort skridt nærmere.

Hvis vi havde været bekymret for dagens kamp grundet fraværet af både Moa Högdahl og Carin Strømberg, viste den øvrige trup, at vi havde bekymret os uden grund.

Igennem hele kampen var det Viborg HK, der havde kontrollen – om end Aarhus United formåede at udfordre undervejs, var der ingen tvivl om, hvem der havde overtaget hele kampen igennem.

Cheftræner Jakob Vestergaard er da også tilfreds med kampens udfald og siger:

´Jeg er glad for at tage herfra med to point og ligegyldig, hvordan kampen så ud, er de to point bare vigtige for os, og vi får kampen afviklet på en tilfredsstillende måde.

Anna kommer ind og tager nogle ret afgørende redninger i 2. halvleg, som betyder, at vi er i sikker afstand til Århus hele vejen. Vi bøvler lidt med at ramme hinanden i angrebet, og vi har lidt problemer med at være kompakte nok i vores defensiv, men heldigvis har vi den coolness, der skal til for at afgøre tingene i 2. halvleg.

Laura bliver en rigtig god spilopsætter for os, og hun bliver også en skarpretter her til sidst. Vi får også Marianne på banen, som løfter opgaven rigtig fint som bagspiller nr. 4.

Alt i alt en god kamp – og ikke mindst et vigtigt skridt på vej mod semifinalerne´.

Næste kamp er mod NFH på onsdag kl. 20.30 i Vibocold Arena.