Spar Nord forlænger hovedsponsorat med Viborg HK

´Det perfekte match´

       – Spar Nord forlænger hovedsponsoratet med Viborg HK

Et progressivt og udbytterigt samarbejde, hvor Spar Nords direktør Charlotte Røhl vurderer, at klub og bank har indfriet en række synergier, er baggrunden for, at hun har sat sin signatur på en 2-årig forlængelse af hovedsponsoraftalen med Viborg HK.

´Vi har haft et godt og handlekraftigt samarbejde, hvor vi har planlagt og gennemført mange aktiviteter sammen. I de kommende sæsoner arbejder vi også med bl.a. mødeaftaler og nytårskur, og kigger jeg ind i krystalkuglen, ser jeg, at vi sammen kan sætte endnu flere skibe i søen´, siger Charlotte Røhl.

 

En del af familien

Der er gået 4 år, siden Spar Nord tegnede sit første hovedsponsorat i Viborg HK. Dengang var det med ønske om at styrke bankens lokale profil samt ønske om at indgå partnerskab med et stærkt brand, der værdimæssigt kunne matche banken. De forventninger er til fulde blevet indfriet, fortæller Charlotte Røhl:

´Viborg HK har gjort det rigtig godt, og jeg oplever, at vi er blevet en del af familien – og der skiller VHK sig altså virkelig ud. Vi kan mærke, at vi er vigtige for klubben, og jeg kan mærke, at samarbejdet går begge veje … vi er bestemt ikke glemt, når underskriften er sat.

Vi vil gerne støtte noget af det, der er vigtig for byen, og vi vurderer, at Viborg HK er essentiel for byens kultur- og fritidsliv – ja faktisk for byens identitet.

Viborg HK er en ambitiøs klub, hvor der skabes liv, drømme og ildsjæle. Det har vi brug for … måske mere end nogensinde, og så gør klubben virkelig noget for os sponsorer og sørger for, at vores sponsorat kommer til at leve´.

 

Spar Nord går forrest

Aftalen skaber også glæde i Viborg HK, der efter en stærk sæson nu er klar til slutspillet og kampen om medaljerne.

´Vi værdsætter samarbejdet med Spar Nord utrolig højt – værdsætter både støtten og dialogen om de forretningsmæssige og sportslige mål, vi hver især arbejder for. Med dette partnerskab er vi sikret Spar Nords optimale støtte til drift og udvikling af vores klub og af vores spil på banen.

Det betyder meget, at Spar Nord går forrest, og allerede nu er klar med gentegning af sponsorat til den kommende sæsoner - særligt i en tid, hvor vi bestemt leverer varen på banen, men desværre kun har lejlighed til at fremvise de fantastiske sportsoplevelser på TV. Når Spar Nord vælger at forlænge aftalen, ser vi det som en anerkendelse af vores partnerskab og et ønske om at realisere de mange spændende aktiviteter, vi har planlagt og er klar til at sætte i gang, så snart det hele bliver lidt mere normalt´, fortæller direktør for Viborg HK Alice Monberg.