Med disciplin og kampgejst er vi tilbage på sporet

Kampen i dag skulle bruges til at ´komme tilbage på sporet´, og inden matchen mod Silkeborg forklarer Jakob Vestergaard:

´Vi skal finde det gode forsvarsspil og stadig kunne spille med gashåndtaget i bund. Vi forventer, at Silkeborg-Voel har kigget på HIH´s 5-1, og vi ved, at de er stærke i 6-0, så det har vi selvfølgelig trænet op imod. Vi skal grundlæggende tilbage til det, vi ved, at vi kan levere´

Gæsterne kom med både vilje og motivation samt en Stine Bonde, der stod en rigtig god første halvleg - og det - tilsat et Viborg mandskab der havde svært ved at få spillet til at fungere i både forsvar og angreb, resulterede i en pausestilling på 14 – 15, … og dermed var kampen helt åben. Efter pausen begyndte pigerne i grønt dog for alvor at vise skarphed og styrke, og da især Kristina Jørgensen og Moa Högsdahl virkelig fik gang i skudarmene, trak Viborg HK lidt efter lidt fra, og kampen endte således med en sejr på 32 - 29.

Det er da også en træner, der er tilfreds med holdets indsats, der udtaler sig efter kampen:

´Det er en lækker, tæt kamp, der bølger frem og tilbage i aften. Vi holder os til det aftalte, og pigerne kæmper og slås for hver bold. Vi har ikke spillet så mange af de her helt tætte kampe, så derfor var det vigtigt for os at vise modstandsdygtighed undervejs og vise, at vi formår at justere til - og det lykkes. Vi har mange unge spillere og alligevel leverer hele holdet en meget disciplineret indsats, så stor ros´.

I modsætning til kampen mod HIH bevarer truppen troen på hinanden, hvilket Kristina Jørgensen da også fremhæver efter kampen:

´Vi holder os til konceptet. Vi havde aftalt at bakker hinanden op og giver hinanden god energi, og det var vi gode til i dag. Vi troede på det, og holdt fokus på os selv i stedet for at fokusere på de andre, også selvom spillet ikke fungerede, som vi ville have det til i første halvleg.

Stine Bonde står en god kamp i dag, stor ros til hende, men især det sidste kvarter får vi virkelig sat de mål ind, vi skal´

Inden kampen var fokus især på at levere et rigtig godt forsvarsspil, - om den plan holdt, siger Jakob Vestergaard:

´Vi tvinger dem hurtigt ned i et 6-0 forsvar og holder dem nede i det rigtig længe. For os var det dejligt, at vi lykkes imod 5-1 forsvar, så ja det var en stort set en perfekt kamp´.