Blækket er knap blevet tørt fra nordmand Mathilde Rivas Tofts underskrift på sin kontakt med VHK før en landsmand sætter sin underskrift.

Denne gang er det den 26-årige nordmand Tonje Enkerud, som Viborg HK forstærker bagkæden med.

Tonje Enkerud kommer fra den norske klub Storhamar, hvor hun indtager positionen som playmaker, og her spiller hun bl.a. sammen med den mangeårige Viborg-fløj Ann Grethe Nørgaard. Tonje kender allerede et par af de kommende klubkammerater: Moa Högdahl og Mathilde Rivas Toft fra sin tid i den norske landsholdstrup og ungdomslandsholdet.

At Tonje Enkerud glæder sig til klubskiftet, lægger hun ikke skjul på:

´Viborg HK er jo en topklub, som bare gør det rigtig godt. Klubben har mange dygtige spillere, som jeg glæder mig til at spille sammen med, og jeg er sikker på, at jeg her kan udvikle mig som håndboldspiller. Jeg har også haft en del samtaler og online møder med Jakob Vestergaard, som jeg har et godt indtryk af – jeg oplever ham som yderst kompetent, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet´.

 

 

En dygtig spilstrateg

De positive forventninger er gensidige, og her forklarer Jakob Vestergaard, hvorfor han glæder sig til at få den norske playmaker integreret i truppen:

´Tonje er spilintelligent. Hun er en dygtig norsk playmaker, som kan lidt af det hele: Hun er en kompetent forsvarsspiller, hun kommer til afslutninger, og hun har øje for at spille de andre fri. Vi har stadig en ung trup, og det er vigtigt for os at få tilført noget rutine og erfaring - og det får vi her. Tonje Enkerud har masser af erfaring og har også spillet internationalt. Hun er en dygtig strateg, og desuden er jeg overbevist om, at hendes mentalitet passer rigtig godt til vores værdier og kultur´

 

 

En del af Viborg HK´s strategi

Netop en spillers udviklingspotentiale er ikke uvæsentlig, når Viborg HK kigger efter spillere, forklarer direktør Jørgen Hansen:

´Når vi skriver kontakt med Tonje Enkerud er det helt i tråd med Viborg HK s strategi om at finde spillere, som vi kan videreudvikle. Mangler vi en spiller, lægger vi ikke bare en million, og så er den plads besat. Vi er i stedet ude og sonderer alle relevante klubber for at finde lige præcis det spirende frø, som vi mener har det, der skal til for at vores rammer og betingelser kan få det til at vokse og blive virkelig stort og stærkt – sådan ser vi på Tonje Enkerud´.

Kontrakten løber 2 år fra den kommende sæson.

0
0
0
s2smodern