´Verdens grønneste klub, en trup der udstråler vilje, begejstring og fællesskab, visionære partnerskaber – og flotte resultater. Der er SÅ mange gode og stærke historier at fortæller om klubben og spillerne.
Det er et drømmejob, hvis man som jeg brænder for kommunikation og markedsføring, og jeg ser det som et privilegie at være med til at videreudvikle Viborg HK´,
sådan siger Malene Yding om stillingen som kommunikationschef for Viborg HK, hun tiltræder pr. 1. januar 2021.
Malene Yding har igennem de sidste 20 år beskæftiget sig med stort set alle aspekter indenfor PR, kommunikation, marketing og events - senest som underviser i markedsføring hos VIBORGegnens Erhvervsråd og Erhvervsakademiet Dania og som selvstændig marktingkonsulent for lokale virksomheder, kultur- og fritidsinstitutioner.
Malene glæder sig til at arbejde med og for klubben, og til at udvikle kommunikationen med fokus på samarbejdspartnerne og på de digitale muligheder, som hun ser et stort potentiale i:
´Kommunikation og markedsføring har ændret sig markant igennem de seneste år. Hvor vi tidligere udelukkende arbejdede med traditionelle markedsføringskanaler som fx TV, radio og printmedier, er der med digitaliseringen åbnet en verden af nye markedsføringsmuligheder, og det betyder, at selv de virksomheder, der måske ikke ligger inde med store marketingbudgetter, kan opnå meget synlighed ved at inkludere et digitalt fokus, hvis man bare lige ved hvordan´.
Netop det potentiale vil Malene Yding gerne hjælpe samarbejdspartnerne med at udnytte og sætte fokus på, så de kan bruge deres sponsorat til at skabe øget opmærksomhed omkring deres egen forretning. Det kan de bl.a. gøre ved aktivt at bruge brandet, Viborg HK, - Danmarks mest vindende klub - der emmer af gode historie, store triumfer, stærke værdier og en trup langt ud over det sædvanlige, og som Malene Yding runder af med at sige:
´På den måde kan de samarbejdspartnere og sponsorere, som er en livsvigtig del af hele Viborg HK, få mere værdi af deres sponsorat og bruge det til meget mere, end de måske gør i dag, og sammen kan vi fortælle endnu flere gode historier om klub og spillere´.
Fakta:
Malene Yding er 41 år, født i Ørum og flyttede som ung til Viborg, hvor hun i dag bor i nordbyen sammen med børn og kæreste John Buksti.
For yderligere oplysninger kontakt Malene Yding, 21573767, malene@vhk.dk