Comeback, fødselsdag og topscorer

Da Danmark i oktobers første dage sendte kvindelandsholdet i kamp ved Golden League, var der hele fem Viborg HK-spillere i rødt og hvidt. Majbritt Toft Hansen fik debut for landsholdet, hvor også Kris, Anna, Haugsted og Fisker var i aktion. Sidstnævnte fik comeback for landsholdet, og sikke en måde at vende tilbage. Af de tre Golden League kampe, var Fisker på holdkortet i de to, og hun kunne løbe fra banen som dansk topscorer i begge opgør.

- I den første kamp er det mest på straffe, jeg lykkedes. Der lykkedes jeg måske ikke så meget fra fløjen. Men det var rart at kunne bidrage med noget der, alligevel. I den anden kamp lykkedes det hele og det gik op i en højere enhed. Jeg fik rigtig mange bolde at arbejde med, og det skal også krediteres de andre piger, der spillede mig rigtig meget i den kamp, fortæller Fisker, der mandag var tilbage i VIBOCOLD Arena. Dog som tilskuer til de andre pigers træning. Landsholdsspillerne, inkl. Carin, der har været afsted med det svenske landshold, havde en fortjent fridag inden træningen atter genoptages i Viborg HK.

- Nu har vi heldigvis fri i dag, mandag, til at få hovedet til at falde til ro igen, men ellers falder vi hurtigt ind i det. Her er vi lidt mere trygge, og det er hverdagen, vi skal tilbage til, så det kræver ikke så mange kræfter som under landsholdssamling. Det glæder jeg mig også til, og jeg elsker bare at spille på hold med de her piger, fortæller Fisker på spørgsmålet om, hvordan det er at skulle omstille sig fra en landsholdsuge til at være tilbage i vante omgivelser med Viborg HK.  

Det at spille på landsholdet er ikke nyt for Fisker, der er noteret for 96 A-landskampe. Dog er det noget tid siden, hun sidst har spillet i rødt og hvidt.

- Jeg tror først, at det gik op for mig, da jeg mødte ind, hvor meget jeg har savnet at være med landsholdet. Jeg har nydt den tid, jeg har haft med Anders (Fiskers søn, red.), men da jeg selv var tilbage, kunne jeg godt mærke, hvor meget jeg har savnet det, fortæller Fisker, der samtidig slår fast, at det har været en god oplevelse at være tilbage.

- Det er altid lidt spændende at møde til samling, men det var virkelig bare en god uge.

Fiskers comeback til landsholdet blev krydret lidt ekstra af, at hun fyldte 30 år under samlingen. Det blev fejret med og af alle holdkammeraterne.

- Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at fylde år under en samling, men de var simpelthen så søde alle sammen. Jeg blev overrasket fra morgen til aften, og fik så meget kærlighed og opmærksomhed, kager og sang. Selv bussen var pyntet på min plads, så der manglede ikke noget som helst. Jeg var fuldstændig i centrum, så det var dejligt, siger Fisker med et grin.

Nu venter en ny uge i Bambusa Kvindeligaen, hvor Fisker og resten af holdet torsdag skal op imod Silkeborg-Voel KFUM på udebane.