Anne-Sofie Filtenborg forlader Viborg HK

Sæsonen 2019/2020 bliver sidste sæson i Viborg HK for 21-årige Anne-Sofie Filtenborg. Efter tre sæsoner i den grønne trøje er tiden kommet til, at den unge højre fløj skal videre i sit karriereforløb. Filtenborg har kontraktudløb til sommer, og aftalen forlænges ikke.

- Vi er godt igang med at få næste sæsons spillerkabale til at gå op, og efter en god snak med Anne-Sofie er vi blevet enige om, at det ville være bedst for hende at prøve noget nyt, så hun kan få mere spilletid og en større rolle, fortæller Jakob Vestergaard, cheftræner i Viborg HK.

Filtenborg kom til Viborg HK forud for sæsonen 2017/2018 og når dermed at få tre sæsoner i den grønne trøje.

- Der er ingen tvivl om, at Anne-Sofie er en dygtig håndboldspiller, og særligt defensivt kan hun hamle op med ligaens bedste angrebsspillere. Men konkurrencen i Viborg HK er stor på alle positioner, og der har til tider været begrænset med spilletid til Anne-Sofie. Derfor har vi besluttet at gå hver vores vej efter denne sæson, fortæller Jakob Vestergaard videre.

Filtenborg kom til Viborg HK fra Randers HK som 18-årig, og har siden udviklet sit spil og fået en masse gode erfaringer. Disse erfaringer skal nu bringes videre til en ny klub, når sæsonen 2019/2020 er afsluttet.

- Jeg har været rigtig glad for min tid i Viborg HK, hvor alt har fungeret professionelt omkring holdet. Jeg vil rigtig gerne ud og have mere spilletid, en større rolle og derved udvikle mig mere. Jeg føler derfor også, at tiden er moden til at komme til en ny klub, fortæller Anne-Sofie Filtenborg.