Comeback til Laura i storsejr

Vi nyder at kigge på stillingen i HTH Ligaen efter dagens kamp mod EH Aalborg. Med en sejr på hele 17-36 kan vi nemlig inkassere to vigtige point, der bringer os over København Håndbold i tabellen, og dermed også op på andenpladsen. 

- Det er sindssygt fedt at være med i toppen af ligaen. Det betyder, at vi selv har muligheden for at afgøre vores position og hvor vi ender. Det er så sejt, og jeg synes virkelig man kan mærke, at vi har løftet bundniveauet, også i kampene mod bundholdene, så det er fedt, fortæller Haugsted efter dagens kamp. 

Dagens kamp kan bedst beskrives som top mod bund, da EH Aalborg har haft en svær sæson og pt. Ligger på sidstepladsen med fem point. Dog har vi set i denne og tidligere sæsoner, at man ikke skal forvente sejre, og derfor gik Viborg HK også til kampen med stor fokus på at spille effektivt og koncentreret. Det lykkedes også, og pigerne gik til pause med en 10-maals føring på 18-8. Denne føring blev i løbet af anden halvleg udbygget, og vi tager en sikker sejr på 17-36. 

- Vi står godt i forsvaret i dag, og så tager Anna jo resten – som hun plejer. Derudover er vi gode i kontrafasen og får sluppet boldene godt til hinanden, så vi får gode og store chancer, som vi udnytter, siger Haugsted om spillet, og uddyber:

- Det er også fedt, at vi får alle på banen, og at det gik rigtig godt. Vi stod i løbet af kampen i forskellige opstillinger, hvilket vi har trænet, så det var dejligt, at det lykkedes så godt, og vi får udbytte af det, vi har arbejdet på. Vi gjorde generelt bare som aftalt og det flaskede sig i dag. Der var ikke så meget at komme efter for Aalborg, og det er vigtigt, at vi sætter det punktum i sådanne kampe, så der ingen tvivl er, slutter Haugsted.

Ikke nok med, at der er to point at glæde sig over, så kom Laura Damgaard atter i aktion efter at have pådraget sig en skade tidligere i sæsonen. Faktisk i kamp mod netop EH Aalborg, som også er Lauras tidligere klub inden skiftet til Viborg HK. Comebacket blev fejret med to scoringer og et gensyn med det hurtige fodskifte, der nærmest er et kendetegn hos Damgaard. Det var naturligt nok også en glad Laura Damgaard, der kunne gå fra kamp i dag. 

- Det var helt fantastisk og en stor forløsning endelig at løbe rundt inde på banen med pigerne igen. Det er jo det, der har været min motivation i de perioder, hvor min genoptræning har stået stille eller hvor dagene bare har været hårde. Og så er det bare dejligt at spille på holde med de her piger, der har støttet mig hele vejen og har stået i kø for at give krammere og high-fives. Så er det også bare en fed kamp at komme tilbage i, hvor alle bidrager til sejren, fortæller Laura efter kampen.  

Onsdag venter så et vigtigt opgør i VIBOCOLD Arena, når København Håndbold gæster Viborg. København Håndbold indtager ligaens tredjeplads á point med os. Derfor er det den direkte duel om andenpladsen der venter i VIBOCOLD Arena. 

Billetter til den kamp kan købes HER

Kampstart onsdag d. 12. Februar kl. 18.30. 

 

Målscorere for Viborg HK:

Carin Strömberg - 6

Kristina Jørgensen - 5

Line Haugsted - 5

Maria Fisker - 4

Anne-Sofie Filtenborg – 3

Moa Högdahl - 3

Stine Andersen - 3

Laura Damgaard - 2

Madeleine Östlund - 2

Caroline Højer – 1

Anna Kristensen – 1

Amalie Grøn Hansen - 1