Dejligt gensyn med Majbritt Toft i storsejr over TTH

Det blev til et dejligt gensyn med Majbritt Toft efter en længere skadespause - og det blev til både to point og en Toft-scoring. De to point var der ikke rigitg nogen tvivl om. Allerede i første halvleg trak VHK pigerne fra, og kunne gå til pause med en føring på 8-19. I anden halvleg blev føringen større, og der blev plads til de unge U19 spillere Caroline Højer og Julie Stokkendal, der kvitterede med henholdsvis et mål og en redning. Selvom TTH kæmpede bragt for at komme tilbage i kampen, kunne de ikke stille noget op mod VHK pigerne, der tog en storsejr på 18-35.

Vi fangede Majbritt Toft efter kampen, der selvsagt var meget glad og tilfreds:

"Jeg nåede jo knap at komme på banen, før jeg fik et indspil - og det blev jo heldigvis omsat til mit første mål. Så det var virkelig dejligt at komme på banen igen i dag."

Også cheftræner Jakob Vestergaard var tilfreds efter kampen:

"Jeg synes, vi spiller en god kamp i dag. Vi løser defensiven rigtig godt, hvilket gør at vi får lov at løbe. Så laver vi jo langt færre tekniske fejl end vi gør i første halvleg mod NFH, hvilket gør at vi scorer rigtig mange mål i begge halvlege. Vi havde egentlig også muligheden for at score et par stykker mere i de første 7-8 minutter i anden halvleg, hvor vi brænder 4 oplagte, som vi skal score på. Det ændrer ikke på indtrykket af kampen, og vi spiller en rigtig god kamp, og er i hvert fald en klasse - og måske også to klasser bedre end TTH i dag."

Jakob var også tilfreds med de unge U19 spillere, der kom på banen i dag:

"Det er jo rigtig dejligt at få nogle unge spillere på banen, der gør det godt. Caroline Højer kommer ind og scorer sit debutmål, og Julie Stokkendal står med 50 % de sidste 7 minutter."

Selvom pigerne tog en flot sejr i dag, har de ikke tid til at hvile på laurbærerne. Allerede på lørdag skal de i kamp igen, når Aarhus United gæster VIBOCOLD Arena. Kampen spilles lørdag d. 1. februar kl. 14.00. Der er lagt op til en hård kamp og en god fight. Har du ikke købt din billet, kan du nå det endnu. Smut ind på shop.vhk.dk og køb billetten.