Evaluering af første halvdel af sæsonen

Halvt inde i sæsonen, og det bedste venter forude. Sæsonen har allerede budt på spændende kampe, fantastiske ssejre og enkelt skuffelser. Vi har taget en snak med Jakob om sæsonens første halvdel, om alt fra nye spillere, skader, positive og negative øjeblikke og meget mere. Nu glæder vi os bare til, at 2020 skydes igang i VIBOCOLD Arena, når vi tager imod Skanderborg håndbold d. 4. januar.

Nu er vi halvt gennem en sæson, hvor du har skullet skabe et hold med spillere fra sidste sæson og fem nye spillere. Hvordan er det gået med at få integreret Madeleine, Anna, Laura, Toft og Fisker i truppen?

- Jeg synes egentligt det er gået rigtig fint. Da sæsonen startede var vi, hvor vi skulle være, og vi fik alle fem rigtig godt med i spil. Det blev jo lidt flere end vi havde regnet med, da vi forholdsvist sent sagde farvel til AG der skulle til Rumænien, og så kom Fisker ind. Vi lavede også en sen aftale med Madeleine Östlund, hvilket set i bagklogskabens lys var rigtig godt. To af vores fem nytilkomne spillere er jo skadet lige nu, da Laura sidder ude med en knæskade, og Toft med en skulderskade. Det betyder, at vi har fået brug for hele truppen, og det er selvfølgelig dejligt, at der er spillere, der er klar til at tage over. Men specielt når jeg kigger på sæsonens indledning, synes jeg, at det har set rigtig fint ud med de nye spillere. Det der står mest klart for mig lige nu blandt de nye er selvfølgelig, at Anna har stået så godt og fået så mange redninger. 

Når du ser tilbage på det sidste halve år, hvilke ting har været mest positive for jer som hold?

- Der er ingen tvivl om, at vi er rigtig godt tilfredse med at ligge på fjerdepladsen hen over julepausen. Det er målet at komme med i slutspillet og spille med om topplaceringen, så det er godt, at vi ligger, hvor vi gør på nuværende tidspunkt. Når vi kigger på, hvordan sæsonen har forløbet, så er vi da stolte af at kunne ligge nummer fire. Vores pokalkamp og exit er jo trods exit en rigtig flot kamp i Odense, hvor vi skal ud i forlænget spilletid for at finde en afgørelse mod en af DM favoritterne. Så står det også som noget rigtig positivt for os, at vi lykkes med at spille hurtigt og lave forholdsvist få tekniske fejl. Vi kan holde et højt tryk i kampene og dække godt op. Samtidig er jeg godt tilfreds med, at de hold, der ligger omkring os er nogle, som vi har taget point mod. HIH, KBH, NFH og Silkeborg er alle hold, vi har taget point mod, og selv om det er i anden halvdel af sæsonen, at det hele skal afgøres, så er det en god fornemmelse, at vi har selvtillid med i kampene mod de hold, der ligger omkring os. 

Hvad har så været nogle af de mindre positive momenter i løbet af sæsonens første halvdel? 

- Det er jo en ringe præstation vi laver hjemme mod Ajax. Det husker vi jo desværre stadig alt for tydeligt. Det er jo lidt som at trykke på blitzen på kameraet, der kommer sådan et flash der giver en erindring til en rigtig dårlig kamp mod Ajax. Det er særligt den, der har været lidt negativ. Så synes jeg også, vi har været hårdt ramt af skader. Mere end fair måske er. Vi har haft mange spillere ude, eller delvist ude, og det har selvforlgelig også betydet, at den høje træningsmoral vi ellers har, har skullet stå sin prøve, da vi ikke har haft så mange spillere til rådighed. Men sådan er det nu engang og vi  håber på, at julepausen kan bruges til at ribbe sejlene og få de sidste med, så vi kan træne og spille endnu bedre i anden halvdel af sæsonen. 

Nu kommer du selv lidt ind på skadessituationen. Hvordan ser det ud? 

- Laura og Toft forventer vi er klar midt i februar, og det er vel egentligt de spillere, vi har ude længst, og som kræver lidt længere tid før de er tilbage. Pauline og Andersen har været ude i en lille periode, men vi forventer, at de er med igen efter jul. 

Folk husker tit det negative mere end det positive, men der har jo ikke været så mange negative elementer i løbet af sæsonen. Hvordan ser du på det?

- Vi ved jo, at det går op og ned. Selvfølgelig gør det det. Vi husker både de gode og dårlige ting. Det var jo fantasisk at tage en otte-måls sejr i København, og to-måls sejren i Ikast, hvor vi stort set var foran fra start til slut. Så husker vi også kampen mod Ajax, hvor vi har muligheder og alligevel taber med et mål til sidst. Det er jo heldigvis også det, håndbold kan. Det er folelser der svinger fra dystert, mørkt og sort til det fuldstændig lysgrønne og fantastiske. Det skal vi huske på, så det ikke altid er det negative. Målet har hele tiden været at slås med om top-fire og semifinalepladserne, og det ligger vi jo fint til lige nu. 

Vi går den sidste halvdel af sæsonen i møde, hvor der forhåbentligt også venter slutspil. Hvordan ser du udsigterne for slutspil?

- Vi er jo i en liga, der er rigtig, rigtig tæt, og ud over Esbjerg, der er stukket af, så ser det ud til, at alle kan slå alle. Vi skal være skarpe i at vinde de kampen og stjæle alle de point, vi kan, så vi kommer godt med i slutspillet. Jeg synes stadig vi skal lægge lag på vores etablerede angrebsspil, hvor vi har nogle udfordringer. Det skal vi arbejde med. Det vidste vi godt ville tage tid, for det gør det at skulle opbygge en indbyrdes forståelse og timing. Det går som forventet, men derfor vil man altid gerne have udviklingen til at gå endnu hurtigere, men det arbejder vi på og så skal det gerne være klar til når vi kommer ind i anden halvdel af sæsonen og forhåbentligt også skal spille slutspil. 

Hvad betyder det for et ungt hold som vores, at vi trods alt har fire spillere til VM i Japan her i december?

- Det er jo mega fedt at have landsholdsspillere, for det er et tegn på, at vi kan noget og er dygtige. I forhold til antallet af skader i vores trup, så er det klart, at vi har svært ved at opretholde et højt træningsniveau. Vi har trænet med to fløje, to stregspillere og to målmænd i store dele af denne periode, og har lagt fokus på individuelle ting, hvilket er fedt i en periode, men vi risikerer at være rustne, når vi ses igen mellem jul og nytår. Det er sådan det er. Vi vil langt hellere have landsholdsspillere at heppe på, end vi vil have et hold uden landsholdsspillere og så i stedet træne med fuldt hold. 

Første kamp i 2020 er hjemme mod Skanderborg. Er det en fordel, at vi starter hjemme?

- Jeg er glad for, at vi starter på hjemmebane. Vores hold har været splittet i atomer og det er rart, at vi kan have den sikkerhed i at spille på hjemmebane mod et hold, der har kunnet træne sammen i to måneder frem mod kampen. Det er nu engang sådan det er, og det skal vi også kunne løse. Hvis vi skal spille med om topplaceringerne skal vi også kunne slå Skanderborg på hjemmebane.