Første hjemmekamp og vi glæder os!

Det sitrer i VIBOCOLD Arena, hvor man allerede dagen inden første hjemmekamp i HTH Ligaen mærker spændingen.

Der er dækket op til den helt store håndboldpremiere for den nye sæson, som blev skudt godt i gang på udebane mod Skanderborg. Nu skal VIBOCOLD Arena indvies for den nye sæson, og det mod Odense.

- Det bliver mega spændende at se os mod et hold, der på papiret står skarpt og ligger til at spille om guld, fortæller Kristina Jørgensen, der sammen med resten af holdet glæder sig til at måle sig med et af favoritholdene til en DM medalje.

I Viborg HK er der også drømme om medaljer, og blandt de såkaldte eksperter på TV er der også enighed om, at vi ligger godt til i denne sæson. Der er dog længe til, at medaljerne skal fordeles, og alt kan ske i den danske liga. Derfor er det også med at få de point man kan, allerede tidligt i turneringen. 

- Det bliver allerede nu spændende at møde så godt et hold, for det giver os en god mulighed for at se, hvor vi står og hvorvidt vi allerede nu kan drille dem. Det kræver, at vi alle leverer en brandkamp, hvis vi skal have point, fortæller Kris.

I fredags var der rigtig gode takter i spillet, da pigerne vandt stort på udebane mod Skanderborg. Særligt var det fantastisk at se, hvordan de spillere der var på banen, konstant arbejdede og fightede for boldene. De ville være på banen, og det kunne man se. Også i defensiven blev der arbejdet hårdt, og det er også et af de aspekter i spillet, som Kris hæfter sig ved, kører godt for holdet. 

- Jeg synes vi står fint defensivt og har bevægelige to'ere og tre'ere, der er gode til at komme frem og tackle eller lave parader, så vi hjælper målvogterne. Det kan man også se i Skanderborg, hvor vi lukker meget få mål ind. 

Et andet aspekt, der ser ud til at gå igen fra kampen i Skanderborg er den fantsiske opbakning. Trods det, at første kamp blev spillet på udebane, var der ingen tvivl om, at Viborg HK havde den største opbakning. Tirsdag spiller pigerne så på hjemmebane og det kan forhåbentligt ses og høres under kampen. Pigerne får brug for al den opbakning de kan få, da tilskuerne ofte kan være den ottende mand på banen. 

- Det bliver mega fedt. Det virker til, der kommer mange i hallen, og det håber jeg der gør. Det bliver fedt at se folk i hallen, og det er fantastisk at høre, der er stor opbakning til det arrangement, der afholdes inden kampen. Forhåbentligt bliver opbakningen rigtig god, så Odense mærker, de er på udebane, slutter Kris. 

Har du endnu ikke sikret dig billet til kampen, kan du nå det endnu på shop.vhk.dk