Viborg HK forlænger med Susanne Wilbek

Foto: e-image.dk

Det gode samarbejde fortsætter

Viborg HK kan se frem til yderligere tre sæsoner med Jakob Vestergaard og Susanne Wilbek som trænerduo for ligadamerne. Det står klart efter klubben i dag kan præsentere en tre-årig aftale med Susanne Wilbek, der også fremadrettet indtager posten som assistenttræner. Aftalen, som løber frem til 2022, skaber stor glæde i Viborg HK.

- Der hersker ingen tvivl om, at vi er både stolte over og glade for at kunne forlænge aftalen med Susanne i yderligere tre sæsoner. Susanne er indbegrebet af Viborg HK, og har med sine erfaringer som aktiv spiller og træner nogle kompetencer, som de færreste besidder, fortæller direktør i Viborg HK, Jørgen Hansen.

Susanne har været en del af Viborg HK siden slut 80’erne, og var som aktiv spiller i 90’erne med til at vinde medaljer til Viborg. Siden har hun været i klubben som målvogter- og assistenttræner. En stilling, hun nu fortsætter i yderligere tre sæsoner.

- Jeg brænder helt vildt for det spændende projekt, vi er i gang med i Viborg HK, og som måske tager endnu mere fart nu. Vi siger farvel til nogle rutinerede spillere og står med unge spillere, der skal finde deres vej og stil. Jeg synes vi får en rigtig spændende trup at arbejde med, både på specialistpladserne med målvogtere, som skal finde hinanden og deres rolle i ligaen, men også med resten af truppen. Vi skal finde ud af, hvordan vi bedst får så dygtige individualister til at fungere godt sammen. Jeg synes, vi har en rigtig spændende gruppe at arbejde med, fortæller Susanne, der den seneste sæson har dannet makkerpar med Jakob Vestergaard efter han kom til som cheftræner i september 2018.

- Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Jakob og har en veldefineret rolle i forhold til at komme med input og modspil. Det er mega fedt, for det motiverer meget både at have ansvar, men også at blive stillet nogle udfordringer, hvor jeg føler, jeg kan byde ind. Det er jeg rigtig glad for, og det er en stor medvirkende årsag til, at jeg forlænger. Vi har startet et godt makkerskab, som vi skal arbejde videre på at gøre endnu stærkere og endnu bedre de kommende år.

Susanne Wilbeks tilknytning til Viborg HK er stærk, da hun siden sine første senior år som aktiv spiller har været en del af klubben. En lille afstikker til Skjern Håndbold på tre år er eneste periode, hvor der ikke står Viborg HK på cv’et. At det ikke er blevet til flere afstikkere er der en helt særlig grund til:

- Jeg er ofte blevet spurgt, også som spiller, om jeg ikke skulle prøve noget andet end Viborg HK. Men på nær en afstikker på tre år til Skjern og herrehåndbold, har det altid heddet Viborg HK. Det skyldes de mange spændende spillere, personligheder og store talenter, der har stukket vejen forbi Viborg HK og lægger en stor del af deres karriere her. Det medvirker til, at Viborg HK er et spændende sted at være, hvor der er udvikling og der sker nye ting, bliver tænkt nye tanker, og hvor der ikke er stilstand. Havde der været stilstand, ville jeg måske trænge til at komme ud og se noget nyt og få ny inspiration, men jeg synes, jeg har mødt mange gode og spændende trænere og spillere, som er kommet forbi min vej. Det er jo luksus at kunne blive på det samme sted, og så kommer de spændende mennesker og lægger vejen forbi her, slutter Susanne med et smil.