Viborg HK og Rikke Poulsens veje skilles til sommer

Viborg HK og Rikke Poulsen er i enighed nået frem til at ophøre samarbejdet efter denne sæson. Den igangværende sæson bliver dermed femte og sidste for Rikke Poulsen i den grønne trøje.

- Sportsligt har det været nogle sindssygt gode år. Vi har fået medaljer til Viborg som jeg er stolt af at være en del af, og nu er tiden så kommet til at prøve noget nyt. Det er kun dejligt at kunne se tilbage på fem rigtig gode år i denne klub, siger Rikke Poulsen og fortsætter:

- Da jeg kom til Viborg HK i sin tid, var det med Christian Dalmose som træner. Vi spillede Champions League og var meget tæt på at spille os i DM finalen. Det var min drøm at komme til Viborg HK, og det var super fedt at komme til klubben. Samtidig har jeg været med i den proces, vi kaldte New Beginning, hvor der skulle bygges et nyt hold op, og det har jeg elsket at være en del af. Det er jo en klub med stolte traditioner og flot opbakning fra byen og ikke mindst vores fans, så der er mange, jeg kommer til at savne rigtig meget. Jeg kommer også til at savne hallen og de dejlige omgivelser i Viborg. Der er fantastiske folk omkring holdet, bl.a. Susanne Wilbek, som jeg har været rigtig glad for at arbejde sammen med. Så selvfølgelig vil jeg komme til at savne pigerne, trænerne og folkene på kontoret.

Cheftræner i Viborg HK, Jakob Vestergaard ser tilbage på Rikke Poulsens tid i den grønne trøje med gode minder, og håber på, at sæsonen varer længe endnu med hende i målet.

- Rikke har på mange måder været med til at lægge grobunden for det hold, vi har i dag. Der er ikke mange ligaspillere i Danmark, der har prøvet det samme som Rikke, og hun har budt ind med en kæmpe portion rutine og gejst. Men alting har en ende og når en stjerne forsvinder kommer der heldigvis altid en ny. Og det er jeg også sikker på sker denne gang.