Det bliver Jakob Vestergaard der de kommende tre sæsoner skal stå i spidsen for Viborg HK’s ligadamer. Det står klart efter de to parter er blevet enige om at forlænge samarbejdet til 2022.

Jakob Vestergaard kom tilbage til Viborg HK en måned inde i indeværende sæson, og skulle derefter forsøge at vende den uheldige start, der efter fem kampe havde givet nul point. Det er nu vendt, og Viborg HK’s damer ligger dd. på en syvende plads i HTH Ligaen og er samtidig kvalificeret til gruppespillet i EHF Cup’en. Nu har klubben og Vestergaard valgt at forlænge samarbejdet. Til stor glæde for begge parter:

- Jeg har været glad for at være her, og synes der er rigtig spændende perspektiver i klubben og holdet. Vi har fået flyttet det godt de seneste par måneder, og jeg tror på, at jeg kan være med til at flytte Viborg HK videre i den udvikling. Da Henrik Dahl tog fat i mig, havde jeg allerede en god fornemmelse i maven, så det var forholdsvis let at blive enige om, at det skulle være det. Samtidig er jeg glad for at have fuld opbakning fra Viborg Katedralskole, hvor jeg fortsat skal være tilknyttet fremadrettet, fortæller Jakob Vestergaard.

I Viborg HK er glæden over forlængelsen også stor.

- Vi er rigtig glade for at kunne fortsætte det stærke samarbejde med Jakob de kommende tre sæsoner. Vi har brugt den seneste tid på at overveje, hvilken retning vi skulle gå i, men har hurtigt indset, at vi sidder med den perfekte kandidat på pladsen allerede. Derfor er jeg glad for, at vi har fået en længerevarende aftale på plads med Jakob. Da vi lavede aftalen med Jakob tidligere på denne sæson, var det med et håb om, at vi kunne forlænge yderligere. Det har de seneste måneders flotte resultater og store arbejder blot styrket vores tro på, er det rigtige for Viborg HK. Man kan jo kun sige, at det er godkendt, at Jakob med ni kampe i HTH Ligaen står med 14 point i tabellen, siger Henrik Dahl, direktør i Viborg HK.

Som det ser ud lige nu, er en stor del af spillermaterialet i truppen gennemgående fra denne sæson til næste, og det er en af de faktorer, der har vægtet højt for Vestergaard i overvejelserne om at fortsætte.

- Jeg har før været i situationer i andre klubber, hvor spillermaterialet har været med i overvejelsen til at sige nej tak til noget.

- Når man som jeg sidder hjemme og skal vurdere, om samarbejdet skal fortsætte, så betyder det noget, at fundamentet der er at bygge videre på, er spændende. Der er mange spillere, der skal fortsætte, og det har bekræftet mig i, at jeg kan være med til at rykke dem og blive en del af det at kitte holdet sammen og lægge lag på udviklingen. Derfor betyder det rigtig meget, og det er kun på plussiden, at der er så mange dygtige spillere, der fortsætter i klubben. Det gør også, at vi kan tillade os at have ambitioner for fremtiden, slutter Jakob Vestergaard.

0
0
0
s2smodern