Det bliver et gensyn med flere tidligere Viborg HK spillere, når vi i morgen møder Vipers Kristiansand i EHF Cup semifinalen. På holdet er to af Viborg HKs store profiler gennem tiden, Kristina og Katrine Lunde.
Vi kan ikke huske at have oplevet det før, men i morgen er der to hold tvillinger på banen i EHF Cup semifinalen, når Stine og Sidsel Bodholt står overfor Katrine og Kristine Lunde. Lunde søstrene har tidligere trukket Viborg HK trøjen over hovedet, og trods det, at de i morgen er modstandere, glæder Kristine Lunde sig til igen at spille i Viborg.
- Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Viborg, hvor jeg havde en god tid. Jeg var i klubben i tre sæsoner, og jeg glæder mig til at komme i hallen og særligt at se Liss igen. Hun er den jeg kender bedst, da hun var med i alle tre sæsoner jeg var i klubben, fortæller Kristine inden semifinalen.
Sammen med Liss og resten af det daværende Viborg HK hold vandt Kristine Champions League to gange og DM tre gange. En tid, som hun husker tilbage på med stor glæde.
- Jeg tænker tilbage på de store kampe vi spillede i Viborg. Vi havde det sjovt sammen og der var et flot set-up omkring klubben. Der var en vinderkultur, som jeg ikke glemmer.
I morgen er der endnu en stor kamp på programmet i Viborg, og semifinalen mod Bodholt-søstrene forventes at blive spændende med masser af fight. Billetterne er tæt på udsolgt, og Vipers har taget 300 fans med til kampen i VIBOCOLD Arena.
- Vi forventer en tæt kamp mod Viborg HK. De har et godt forsvar og et godt hold. Selv om Viborgs spil har været svingende på det seneste og deres resultater har været lidt ustabile, så forventer vi en tæt kamp. Det er jo en semi-finale i EHF Cup, så det er to gode hold, der vil gøre alt for at vinde.
Trods det, at Kristine nu er Vipers-spiller og kæmper mod Viborg HK, glæder hun sig også til et gensyn med Viborg HKs fanklub, som hun husker fra tiden i Viborg.
- Jeg glæder mig til at se Viborg HKs fanklub igen. Det var en god klub og jeg tænker da, at nogle af de samme personer er med stadig, så det bliver godt at se dem igen.
Kampen mod Vipers spilles i VIBOCOLD Arena med start kl. 16.00.
Der er stadig få siddepladser tilbage som kan købes HER