Man skulle næsten tro, vi var kommet til tenniskamp mellem Wozniacki og Williams, da vi til aften mødte Silkeborg-Voel på udebane. Tilskuerne skulle i hvert fald holde et vågent øje med bolden, som røg fra den ene ende til den anden i kontra, hurtigt angrebsspil og fantastiske afslutninger.
Endnu en gang gik Uno forrest og med 8 mål i første halvleg og flere målgivende assists var hun en afgørende faktor i, at vi kunne gå til pause foran 15-18. Særligt defensivt kom pigerne på arbejde, da Silkeborg har et hold af hurtige spillere, der kan drive gæk med de fleste. Det fik de ikke lov til i dag, hvor forsvaret stod godt, og hjemløbet efter afslutning var opmærksomt samtlige 60 minutter. Vi tager en sejr på 29-36 i Silkeborg.
- Det er fantastisk! Et er at vinde, noget andet er, at med de to point er vi fuldstændig i live i slutspillet. Nu er der to hold med tre point, og så har vi to point. Nu venter en spændende kamp lørdag og en mindst lige så spændende kamp i næste uge. Det er fedt at få sådan et bevis for, at de ting vi arbejder med, det er de rigtige og vi hele tiden bliver ved med at udvikle os, siger Allan og fortsætter.
- Jeg synes vi er gode på bolden i dag og så er vi skarpe på vores skud fra distancen, som kommer i mål. Det gør det svært for Silkeborg at løbe kontra, så en god skarphed med bolden er noget af det, der giver os balance og kontrol i kampen.
Netop bredden i vores spil kom også frem i dag, hvor bagspillere, fløje, strege og sågar Rikke Poulsen kom på måltavlen. Poulsen med en aflevering til AG i kontra. AG blev dog i tvivl om, hvor på banen hun var, og da hun var bange for at være i feltet gjorde hun ikke noget for at få ordentligt fat i bolden. Det forvirrede Silkeborgs målvogter, der stod tæt på AG og ikke gjorde noget for at tage bolden, der lige så stille kunne hoppe i mål.
I anden halvleg kom der også gang i Kris' arm, og hun scorede flere vigtige mål i slutfasen.
- Det er mega befriende. Vi har virkelig ventet på at få point i slutspillet og så er det lækkert, vi får det i dag. Vi slipper tøjlerne i dag og prøver at løbe med dem. Modsat kampen mod Odense går vi mod mål i dag, og det lykkes vi godt med. Vi havde ikke noget at tabe, vi skal bare give alt, og så skal vi stå sammen, hvilket jeg synes vi gør rigtig flot i dag. Vi spiller hinanden op, hvilket vi har manglet lidt i de andre kampe og det er derfor vi lykkes i dag, siger en glad Kris efter kampen.
Da Odense slog FCM i puljens anden kamp, er der nu åbnet helt op for puljen. Odense har nu 7 point, FCM og Silkeborg 3 og Viborg HK 2 point.
Næste kamp for pigerne er lørdag i EHF Cuppens semifinale, hvor Vipers står for skud. Kampen spilles kl. 16.00 i VIBOCOLD Arena. Billetter kan købes HER